Menneskealdre havde lært at hade. Og stort bedre var det vel ikke gaaet, om en Fyrste af Frankrigs gamle Kongeslægter havde siddet paa Thronen; det vilde i al Fald været lidet rimeligt, at en saadan Fyrste skulde kunnet løsrive sig fra en Politik som gjennem lange Tider var gaaet i Arv fra Slægt til Slægt. Men Ludvig Napoleon var ikke opdragen til Hersker ved noget Hof hvor han fra Barnsbeen skulde have indsuget en nedarvet Politiks Fordomme; den Skole, hvori han havde lært sin Statskunst, var Landflygtigheden og Fangenskabet. Den største Deel af sit Liv havde han tilbragt udenfor sit Fædrelands Grænser, i England, Italien, Sveits, Amerika; her havde han lært Menneskene at kjende i de forskjelligste Forhold og vundet et Overblik over Verdens politiske Tilstande, der ikke forstyrredes af de voldsomme Partilidenskaber, som gjærede blandt hans Landsmænd; ofte forladt, ja nødlidende, anseet af Verden som en Sværmer, havde han itide lært kun at stole paa sin egen Kløgt for at naa det Maal, han havde viet sit Liv til: at komme i Besiddelse af den Throne han betragtede som sin retmæssige Fædrenearv, den som hans Farbroder, den store Kejser, havde grundlagt ved mageløse Bedrifter og Herskerkløgt. Og mod dette Maal arbejdede han med saa stor List, at hans Fiender ikke anede hvilken kløgtig Modstander de havde, førend de allerede var overlistede af hans dybt lagte, i Stilhed modnede Planer. Da han efter Revolutionen i 1848 kom til Paris, da den indesluttede, lidet talende Mand traadte frem blandt de larmende Revolutionsmænd i Folkeforsamlingen, da lo man ham ud og sagde at han gjerne kunde pakke ind, thi det Latterlige var umuligt i Frankrig. Men inden Aarets Udgang havde han sørget saa vel for at vinde Tillid hos Armeen og Almuen, der forguder den store Kejsers blotte Navn, at han (10de December 1848) med 6 Millioner Stemmer af 8 valgtes til Formand (Præsident) for den franske Republik. Tre Aar derefter
Side:Folkevennen 1856.djvu/200
Denne siden er ikke korrekturlest
196