Side:Folkevennen 1856.djvu/201

197

havde han i al Stilhed forberedt det dristige Skridt, som aabnede ham Vejen til Kejserthronen. Natten til den 2den December 1851 blev de fornemste Folkeledere arresterede og Størstedelen af dem sendte ud af Landet; Folkeforsamlingen blev splittet med Vaabenmagt; Napoleon den Tredie var saaledes allerede i Virkeligheden Frankrigs Hersker, og Aaret efter (22de November 1852) valgtes han af 8 Millioner, næsten alle de Stemmeberettigede, til Franskmændenes Keiser. Kan vi nu end ingenlunde bifalde alle de Midler, hvorved Ludvig Napoleon naaede dette Maal, saa maa dog Enhver indrømme, at han har været en heldbringende Tugtemester for Frankrig, for dette balstyrige Folk, der ligesom en vælig Hingst meer end eengang har trængt til en kraftig Styrer, der kan holde Tøjlerne stramme, naar det viltre Dyr er paa Veje til at storme ud over alle Skranker. Een Velgjerning har han skjænket Frankrig: indvortes Ro og Orden, som det efter Februarrevolutionen havde sukket efter; og havde Landet end maattet betale denne Vinding med Tabet af sin Frihed, saa var dette Tab dog ikke for stort at regne, thi den Frihed, det havde vundet ved Revolutionen, var Lovløshedens, og det havde igrunden kun ombyttet mange Tyranner med Een. Men maa han end kaldes en Tyran, har han dog ikke brugt sin Magt til hvad der havde været en let Sag for Napoleons Brodersøn: at egge Folkets Begjerlighed efter ny Vaabenglans, at yppe Krig med Europa, for at gjenvinde Nogle af den første Napoleons Erobringer. Man frygtede for noget Saadant da han besteg Thronen; i England ymtede man endog om at han vilde gjøre Landgang der, som den første Kejser havde tænkt paa. Men han skuffede dengang som saa ofte før Verdens Forventning; den store Hærførers Arving blev Fredens Beskytter, og Frankrigs Handel og Industri fik under hans strenge Herredømme nyt Liv efter Revolutionsaarenes Forvirring. Det var saaledes ikke hans Skyld, at hans første Ord fra Kej-