serthronen: „Kejserdømmet er Fred,“ ikke blev til Sandhed. Der kan ingen Tvivl være om at han oprigtigt ønskede Freden; han skrev egenhændig til Kejser Nikolaus og bønfaldt ham om at give efter og underhandle paa rimelige Betingelser, og først da den overmodige Tsar viste sig døv for alle Forestillinger, da han gjennem sin Udenrigsminister lod erklære, at han fandt det under sin Værdighed at svare paa Vestmagternes Forslag, kaldte han i Forening med England Vaabnene til Hjelp.
Det første fiendtlige Skridt, Vestmagterne foretog mod Rusland, skede i de samme Dage som det første Sammenstød mellem Rusland og Tyrkiet foregik ved Donau, idet den forenede engelske Flaade den 1ste Novbr. 1853 forlod sin iagttagende Stilling ved Besikabugten, sejlede gjennen Strædet ved Dardanellerne og Bosporus, og kastede Anker i Beykosbugten, lige ved Indløbet til det sorte Hav, efterat dens Admiraler havde underrettet den russiske Admiral for Sortehavsflaaden om, at de af sine Regjeringer havde Ordre til med Vaabenmagt at modsætte sig, at han landsatte Tropper paa tyrkisk Grund eller iøvrigt foretog noget Angreb paa Tyrkiet. Dette var igrunden en Slags Krigserklæring; thi ifølge en Aftale mellem de 5 Stormagter (Londonertraktaten af 1841) skulde Dardanellerne og Bosporus være lukkede Stræder d. v. s. ingen andre Orlogsskibe end Ruslands og Tyrkiets skulde have Lov til at vise sig i det sorte Hav. Rusland havde nogen Tid iforvejen erklæret, at Vestmagterne kunde være ganske trygge for at det ikke vilde foretage noget Angreb paa Tyrkiet; dets Land- og Søstyrke havde modtaget Ordre til kun at indskrænke sig til Forsvar. Hvor ærligt denne Forsikring var meent, hvor lidet Rusland selv nu, da Vestmagterne var rykkede Krigsskuepladsen saa nær, frygtede for at de for Alvor vilde optræde fiendtligt, det fik man allerede inden Maanedens Udgang erfare. En Afdeling af den tyrkiske Flaade laa i Slutningen af November for
