Anker ved Sinope, en tyrkisk By paa Sydkysten af det sorte Hav. Den russiske Vice-Admiral Nakimof, som krydsede langs Kysten med endeel Krigsskibe, fik Øje paa den, lagde sine Fartøjer i Linje foran Havnen, sendte et Dampskib til Orlogshavnen Sebastopol efter Forstærkning, og da denne var kommen til, aabnede han den 30te November Ilden mod Tyrkerne; og nu begyndte en morderisk Kamp, det eneste Søslag af nogen Betydning, denne Krig har fremkaldt. Tyrkerne sloges med Fortvivlelsens Mod, men Overmagten var for stor; nogle Fartøjer sprang i Luften, andre kappede Anker og lod sig drive i Land, En af de Kommanderende antændte selv Krudtkammeret og sprængte sit Fartøj, og inden tre Timer var den hele tyrkiske Flaadeafdeling skudt sønder og sammen efter et uhyre Mandefald. Af den tyrkiske Besætning, 4000 Mand, var 3000 faldne, Admiralen fangen, de fleste af de Tiloversblevne saarede og selve Byen brændt. Tsaren sendte Admiral Nakimof en Skrivelse, hvori han bevidnede ham sin Taknemmelighed for den „glimrende Sejer.“ Der var 600 russiske Kanoner mod 400 Tyrkiske.
Et saadant Overfald, udført tvertimod de udtrykkeligste Forsikringer, og næsten lige i Vestmagternes Paasyn, var overflødigt nok til at vise at Rusland agtede ikke at sky noget Middel for at lade Tyrkiet føle sin Overmagt. Vestmagterne underrettede nu Rusland om, at de ikke længer agtede at være uvirksomme Tilskuere; der afgik Befaling til at forlade Stillingen ved Beykos; den 3die Januar 1854 sejlede de forenede Flaader ind i det sorte Hav, og der sendtes et engelsk og et fransk Dampskib ind til Sebastopol med den Besked, at England og Frankrig fra nu af agtede at føre Kommandoen i det sorte Hav, og at de russiske Krigsskibe skulde holde sig roligt i sine Havne. Det var et Par Ugers Tid derefter, at Kejser Napoleon, som ovenfor anført, personligt henvendte sig til Tsaren, han tilbød ham paany at underhandle, at de forenede Flaader skulde trække sig tilbage
