fra det sorte Hav, hvis Tsaren vilde lade sin Armee rykke ud af Donaufyrstendømmerne; Tsaren svarede at han nok skulde vide at forsvare sit Rige ligesaa kraftigt som i 1812 (da den første Napoleons Armeer var blevne ødelagte ved et Tog ind i Rusland); den 27de Februar afgik Englands og Frankrigs sidste Forslag til St. Petersburg, i hvilket de satte Rusland en Frist af 6 Dage til at erklære om det vilde rømme Donaufyrstendømmerne; Tsaren erklærede, at han ikke fandt det passende at svare paa Vestmagternes Forslag; den 27de og 28de Marts erklærede Vestmagterne Krig mod Rusland; den engelske Minister, Lord John Russel, udtalte i Parlamentet paa Dronningens Vegne, at hun agtede at anvende al Nationens Magt for at beskytte Sultanens Rige mod Ruslands Angreb, „og nu,“ saa endte han sin Tale under Forsamlingens jublende Bifald, „nu forsvare Gud den retfærdige Sag!“
Krigen ved Donau var imidlertid efter en kort Vinterhvile atter i fuld Gang. Allerede i de første Dage af 1854 forefaldt der et blodigt Sammenstød. Russerne havde forskanset sig ved Landsbyen Czitate lidt nordenfor Kalafat, og den 6te Januar rykkede den tyrkiske General Ismail Pasja dem imøde. Tyrkerne stormede Forskansningerne, indtog dem og drev de 10,000 Mand Russere ud. Efterat Russerne i de tre følgende Dage forgjeves havde forsøgt at tage Byen tilbage, maatte de med et Tab af 4000 Mand trække nordpaa. Men ogsaa Tyrkerne gjorde en tilbagegaaende Bevægelse, og Russerne kom mandstærke igjen og indesluttede dem i Kalafat, som Tyrkerne nu havde omgivet med stærke Befæstninger. Lignende, mindre Fægtninger, hvori Tyrkerne som oftest var sejrrige, forefaldt i Løbet af Vinteren langs Donaulinjen. Den 16de Marts forsøgte Russerne ved Hjelp af en Flydebro at gaa over Donau fra
