Oltenitza til Turlokai, men Broen kom i Drift; Tyrkerne angreb dem i Baade og drev dem tilbage med et Tab af 2000 Mand. Saaledes var Russerne næsten overalt de Tabende langs hele Donaulinjen. Men nu slog de ind paa en anden Vej. – En halv Snees Mile fra Havet gjør Donauen en Bøjning næsten ligemod Nord, og drejer derfra, efter at have optaget Pruth, pludselig af mod Sydøst og gaae i lige Retning ud i det sorte Hav. Den Vinkel, som herved fremkommer, danner den vestlige og nordlige Grænse af det tyrkiske Landskab Dobrudscha. Hid besluttede nu Russerne at føre Krigen. Deres tidligere Plan havde rimeligviis været, at erobre Kalafat og fra det vestlige (lille) Vallaki at trænge ned i Tyrkiet. Men efter de uheldige Træfninger langs den vestlige Deel af Donau gjorde de nu pludselig en Bevægelse mod venstre (østover) samsluttede sine Stridskræfter omkring hiin ovenbeskrevne Krumning af Donau, gik fra Vest og Nord over Floden, indtog de svagt bemandede smaa tyrkiske Grænsefæstninger, og stod i Slutningen af Marts med en Hovedafdeling af sin Hær i Dobrudscha (23de–30te Marts). Denne Forandring i Felttoget var indtraadt efter den nye russiske Overgenerals, Fyrst Paskiewitsch’s, Ankomst til Armeen.
Den første Fæstning af nogen Betydenhed, som det var nødvendigt at erobre, før de med Tryghed kunde rykke længer sydpaa, var Silistria. Hid ankom de først 14de April, 3 Uger efter Overgangen over Donau, efter flere blodige Kampe med de langsomt tilbagevigende Tyrker, Kampe, som kostede Russerne over 5000 Mand. Efterat de forgjeves havde søgt at bevæge den tyrkiske Kommandant, Mussa Pasja, til Overgivelse, begyndte de den 14de April fra den modsatte Donaubred at beskyde Fæstningen med 150 Kanoner og 17 Bombebatterier. Skydningen fortsattes til den 16de, begyndte atter den 18de, og fortsattes de to følgende Dage, og saa igjen fra 28de til ¹ste Maj. Dagen efter
