erobrede de de tyrkiske Batterier paa Øerne i Donau, slog i de følgende Dage en Bro derfra over til den tyrkiske Side, og førte en Troppestyrke over. Og nu begyndte en Række morderiske Kampe, hvorunder de tyrkiske Soldater herligt hævdede sit Ry for at høre blandt Verdens ypperste Forsvarskrigere. I de følgende 4 Uger forefaldt der næsten daglig blodige Bajonetfægtninger mellem Belejringshæren og den kun halvt saa mandstærke Besætning. Tre Gange stormede Russerne, een Gang var de endog komne over Voldene, men hver Gang blev de tilbageslaaede og under Tilbagetoget af Kuglerne fra de svære tyrkiske Fæstningskanoner nedskudte i hundredeviis. Den ⁊den Juni havde Russerne lagt en Mine for at sprænge en tyrkisk Skanse; men da den antændtes sprængte den en russisk Afdeling, som var opmarsjeret for at storme. En anden Gang lokkede den tyrkiske Kommandant Russerne til at storme paa et Sted, hvor han havde lagt en Mine, som ved Antændningen sprængte 3000 Russer[1] i Luften. Det hjalp ikke at Fyrst Paskiewitsch truede sine Soldater med at han vilde sætte dem paa Sultekost dersom de ikke tog Fæstningen; heller ikke at der kom Ordre fra Tsaren, at Silistria skulde tages; den vilde ikke give sig alligevel, og den 21de Juni maatte den russiske Hær, efterat den af 80,000 Mand havde mistet en Snees Tusind (Beretningerne vakler mellem 13 og 24,000) efterat flere af dens Generaler og højere Officerer var faldne[2] og Resten for største Delen syge eller saarede, opgive Silistrias Belejring og trække nordpaa, til Forbauselse for Europa, som mere end een Gang havde spaaet Fæstningens Fald. Men der var flere andre Grunde som tvang Russerne til dette Tilbagetog. Smitsot, Hunger og Tørst
Side:Folkevennen 1856.djvu/206
Denne siden er ikke korrekturlest
202
