flødig. Og nu kunde der fornuftigviis kun være tale om eet Valg, det som den offentlige Stemme i Europa for længe siden havde paapeget: at angribe Krim. Der var Hjørnestenen for Ruslands Overmagt i østen; der havde det, i Sebastopol, Hovedstationen for den Søstyrke, hvormed det beherskede det sorte Hav; der havde det umaadelige Oplag af alskens Angrebsmidler, og et sikkert, stærkt befæstet Ly for sin Flaade, fra hvilket det naar det fandt Tiden belejlig kunde føre en Hær til Konstantinopel – der maatte den afgjørende Styrkeprøve staa mellem østen og Vesten. Saaledes fik denne Krig allerede fra sin første Begyndelse et ganske eget Udseende derved at den, ulig andre Krige, næsten udelukkende rettedes mod et enkelt Punkt. Medens man i andre Krige rykker ind i og besætter store Strøg af Fiendens Land, som holdes besatte eller tabes eftersom Krigslykken vender sig i store Slag i aaben Mark, var det her en
lige og gjestfrie Folk døje. Vil man tro, at saadanne Nederdrægtigheder begaaes i det 19de Aarhundrede, paa en Tid, da Civilisationen er ifærd med et vældigt Korstog mod Barbariet?“ Fra Braila, ved Grænsen til Tyrkiet, meddeelte Bladene ifjor følgende Politirapport, der omfatter en eneste Aftens Begivenheder: „Igaaraftes (3die April) lidt over Kl. 7, da jeg endnu var paa Kontoret, fik jeg Underretning fra Kommandanten i det gule Distrikt om at Kroværten Jonitza Angel var stukken ihjel. Jeg sendte strax Bud til Distriktslægen, og begav mig til Stedet. Jeg fik her følgende Underretning: Henimod Kl. 7, mens en vis Alexa Prekopetz opholdt sig i Angels Kro, kom der en østerrigsk Soldat ind, som tog en Flaske Brændeviin fra ham og løb bort dermed. Værten satte efter ham for at tage den fra ham, men Soldaten vendte sig om og gav ham et Knivstik i Nakken, og et ovenfor Albuen. Prekopetz løb ud da han hørte Skriget, og fandt Angel døende; han sagde at han var bleven myrdet. – Lidt derefter kom der to Krambodgutter og meldte, at der var kommen en østerrigsk Soldat ind i Butikken for at kjøbe
