langs Kysten, medens hele Flaaden, formørkende Himlen med sine Røgskyer, tæt under Land fulgte Hærens Bevægelser, færdig til at bombardere den fiendtlige Styrke, der maatte vise sig ved Kysten. „Aldrig,“ siger et Øjenvidne, „skal jeg glemme det glimrende Syn af disse Krigermasser, som bølgede nedover de jevne Bakker eller i statelig Orden marsjerede over Sletterne, medens Solen glitrede fra en uhyre Skov af Bajonetter, under Artillerivognenes Rumlen og Kavaleriets Hestetrampen.“ Men bagenfor Hæren var Synet mindre opløftende; her saaes Rækker af syge eller udmattede Soldater, som blev baarne til Sygevognene. Det var især Englænderne som led. De havde tilbragt den første Nat efter Landgangen i en øsende Regn under aaben Himmel, liggende paa den bare Jord, medens Franskmændene allerede den første Dag havde bragt sine Telte iland. Følgerne af denne Forsømmelse viste sig snart. Mange blev liggende paa Vejen af Udmattelse, Andre plagedes i den Grad af Tørsten, at de kastede sig ned og drak det skidne Myrvand, det eneste der fandtes; Kolera udbrød med fornyet Styrke, saa at flere døde deraf paa denne første Dagmarsj. Ved Middagstid saa Hæren fra Toppen af en Høj en Landsby ibrand, og paa samme Tid hørtes de første Kanonskud fra Fortroppen. Man havde stødt paa en fiendtlig Kavaleristyrke, som understøttet af Artilleri søgte at hindre Armeens Bevægelser. Engelskmændene kjørte frem med sine Kanoner, og efter at have vexlet en Deel Skud med dem trak Russerne sig tilbage, og de forenede Armeer gjorde Holdt og slog sig til Ro for Natten.
Den 20de September Kl. 8 satte Hæren sig atter Bevægelse og naaede efter fire Timers Marsj Landsbyen og den lille Flod Alma. Her fik man endelig Øje paa Russernes Hovedstyrke, som stod ved en Landsby paa Elvens nordlige Bred, og bag stærke Forskansninger paa den anden Bred af Floden. Deres venstre Fløj strakte sig mod Vest
