de Flygtende med, vilde Fiendens Tab have været endnu langt betydeligere.
Saaledes endte det første Sammenstød mellem Vestmagterne og Rusland. En glimrende Sejer var vunden, en Sejer som Russerne havde anseet for utænkelig. Deres Overanfører Fyrst Menzikoff, (den samme som havde været i Konstantinopel) havde skrevet til Tsaren, at han ventede Fienden i en Stilling, som var saa stærkt befæstet ved Natur og Kunst, at han skulde kunne holde Stand mod de største Armeer i sex Uger. Han holdt den i sex Timer, og maatte da flygte i saadan Hast, at den franske General kunde nedskrive Beretningen om Slaget i hans eget Telt.
Det var et skrækkeligt Syn, de forbundne Tropper, de Fleste af dem for første Gang i sit Liv, nu havde for Øje: en Valplads efter et Slag. Ved hvert Skridt aabenbaredes Ødelæggelsens Rædsler i ny Skikkelse; hist laa en falden Kriger med Legemet sammenkrummet af den sidste Dødskamp; her et Lig, i hvis Ansigtstræk Kampraseriet havde overlevet Døden; en russisk Soldat laa paa Knæ med Geværet anlagt, truffen af den dødbringende Kugle just i det Øjeblik han havde taget Sigte; Nogle laa blidt henstrakte, med et Smiil paa Læben, som om de havde lagt sig til at sove; en russisk Soldat laa knælende med et Helgenbillede trykket mod sit Bryst, medens Ligets Ansigt straalede som af forklaret Henrykkelse. I lange Rækker af Bærestole eller Sygevogne førtes de Saarede til Stranden, for at bringes ombord paa Skibene; Stumper af Arme og Been, Heste, hvis Bug var frygteligt opreven af Kanonkugler, Sabler og Bajonetter, bedækkede med levret Blod og Haar, laa omspredte paa Marken, Tropperne havde fuldt op at bestille denne Aften og de følgende Dage med at begrave de Døde og hjelpe de Saarede.
Fyrst Menzikoff havde med sin Hær trukket sig tilbage mod Sydøst, til Bakschiserai.
