Side:Folkevennen 1856.djvu/225

Denne siden er ikke korrekturlest
221


I Sebastopol herskede der Skræk og Forvirring dengang de første Nyheder om Slaget ved Alma indtraf. Er det sandt hvad man fortæller, at der var rejst Folk ud fra Byen som til en Fornøjelsestur „for at se hvorledes Menzikoff kastede Hedningerne i Havet,“ saa er vel det første Budskab om Nederlaget kommet til Sebastopol med disse Lystrejsende, hvis Udflugt tog en saadan Ende med Forfærdelse. Indbyggerne i Sebastopol havde ogsaa al Grund til at vente at deres By inden faa Dage maatte være i Fiendens Vold. Thi det kan nu ansees for sikkert, at de forbundne Hære efter Almaslaget uden stor Opofrelse, endog uden Understøttelse fra Flaaden, kunde have indtaget Sebastopol ved en Overrumpling. Man var ikke forberedt paa et Angreb fra Landsiden; Fæstningens Besætning var svag, og modløs ved det Nederlag dens Vaabenbrødre havde lidt; og Menzikoffs Hær var for det Første ude af Stand til at ulejlige de Forbundne. Disse tænkte nu ogsaa paa at gaa lige løs paa Fæstningen, idet de ved et Angreb fra Land- og Søsiden vilde indtage Befæstningerne paa den nordlige Side af Sebastopolfjorden, og siden fornemmelig ved Hjelp af Flaaden tvinge Sydsiden (den egentlige By) til Overgivelse. Men nu indløb der Underretning om, at Russerne havde spærret Indløbet til Byen ved at sænke sex af sine største Krigsskibe. Havde man dengang kjendt Fæstningens sande Tilstand, vilde dette Krigspuds ikke have hjulpet Fienden; nu frelste det Fæstningen fra saagodtsom uden Sværdslag at falde i de Forbundnes Magt.

De engelsk-franske Generaler besluttede nu, siden et Angreb fra Nordsiden ansaaes for umuligt, at forandre Angrebsplanen, og den Bevægelse de nu foretog var af den Slags, at den hvis den var mislykket skulde være kaldt en Dumdristighed; nu, da den lykkedes, veed man ikke om man mest skal forbauses over deres Lykke, eller beundre deres Djervhed. – Den 23de September Kl. 8 om Morgenen