Voldrække af en saa overhændig Ild, at man næsten skulde tro de blot skjød for at blive kvit al sin Overflod. – Folketabet paa de Forbundnes Side var tillands ubetydeligt; værre var det paa Flaaden, som fik flere hundrede Mand dræbte og endeel Skibe stærkt medtagne. Russerne havde her, i Forterne ved Indløbet til Fjorden, over 400 Kanoner. Russerne skal, fornemmelig fordi de stod tættere sammenpakkede og fordi Angriberne sigtede bedre med sine Bombemørsere, have tabt en 1500 Mand, deriblandt Fæstningens Kommandant, Admiral Kornileff; hans Efterfølger, Admiral Nakimoff, den samme som udførte Overfaldet ved Sinope, blev saaret.
Efter det uheldige Udfald af dette første Bombardement kunde der nu ikke længer tænkes paa at tage Fæstningen i en Fart, og det utaalmodige Publikum i Europa, som ved hver Telegrafefterretning der indløb havde forudsagt at Sebastopol ikke kunde holde sig Ugen ud, begyndte nu efterhaanden at skjønne, at der nok maatte være kommet noget ivejen som man ikke havde forudseet. I det Krigsraad som holdtes ovenpaa Bombardementet blev de forbundne Generaler enige om, at det for det Første vilde være til liden Nytte at forsøge en almindelig Beskydning, at man maatte have flere og sværere Kanoner, at man maatte anvende sin Hovedstyrke mod enkelte Punkter, og at man ved Hjelp af nye Løbegrave maatte komme Fienden nærmere ind paa Livet. Det maa have været med et tungt Sind Generalerne fattede den Beslutning; det var en trist Forandring, ovenpaa den raske Sejersgang fra Kysten til Balaklava at skulle begynde en Skildpaddemarsj med Hakken og Spaden, en regelmæssig Belejring, det kjedsommeligste, mest sindstyngende Arbejde en Armee kan foretage. Men dette var endnu ikke det Værste. Russerne havde allerede efter Slaget ved Alma (kanske før) sørget for at faa sendt Forstærkninger til Krim. Allerede paa den Tid da Bombardementet skede, var en Styrke paa
