30,000 Mand fra Egnen ved Pruth, hvor Russerne nu ved Østerrigs Mellemkomst var betryggede mod Angreb fra Tyrkerne, ankommen i Nærheden af Sebastopol, og den var kun Fortroppen for de Tusinder og atter Tusinder, som nu fra det hele Rige væltede ind til Halvøens Forsvar. Belejringsarmeen befandt sig nu i en langtfra gunstig Stilling; ja den var igrunden ligesaameget belejret som Russerne, eller rettere sagt, ingen af Parterne var egentlig belejret; det var snarere en Kamp mellem to befæstede Lejre, som vexelviis blev angrebne og forsvarede.
Og nu var Turen kommen til de Allierede at forsvare sig. Dagen efter Bombardementets Slutning rykkede den nys ankomne Forstærkning, 30,000 Mand under General Liprandi, mod nogle tyrkiske Forskansninger i Dalføret nordøst for Balaklava, for derfra, naar disse var erobrede, at true de Allierede i Ryggen og afskjære dem fra Havet. Var dette lykkets, vilde de Allieredes Stilling været fortvivlet. Og det saa slemt nok ud; Tyrkerne gjorde kun svag Modstand, og flygtede efterat have fornaglet sine Kanoner, men saa slet, at Russerne kunde bringe dem i brugbar Stand og vende dem mod Fienden. Saasnart de Allieredes Generaler fik Underretning herom, sendte de to engelske og en fransk Afdeling ud for at stanse Russernes videre Fremrykning. Disse saaes nu i tætte Masser rykke frem fra Fjeldene; deres Artilleri besatte Højderne paa begge Sider af Dalbunden, hvor de erobrede Skanser befandt sig, medens Rytteriet, 3000 Mand stærkt, red frem for at angribe en Afdeling engelske Fodfolk (Højlændere), der under Anførsel af Sir Colin Campbell stod rede til at tage mod dem. Opstillede i to Geleder ventede Englænderne med roligt Mod til Rytteriet var kommet dem ind paa Livet, og først da de var komne dem paa et Par hundrede Alen nær, kastede første Geled sig paa Knæ, og en velrettet Geværild spredte Død og Forvirring i de russiske Rytteres Rækker. De svingede
