sine Folk hen. De vidste ikke hvor Fienden var – fra hvad Side han kom, eller hvor de skulde møde ham.“ I tre lange Timer rasede Kampen mellem 8,500 Engelskmænd og det mere end femdobbelte Antal Fiender, som hvert Øjeblik med vilde Hyl[1] stormede frem og efterat være tilbagedrevne atter væltede friske Tropper ind mod de udmattede men lige uovervindelige Forsvarere. Saalænge der har været fort Krig efter visse Regler, og ikke som mellem vilde Dyr, har man vel sjelden seet noget Slag, hvori de Kommanderendes Omblik har udrettet saa lidet, og den Enkeltes Tapperhed saa uhyre meget. Skammeligt blev den engelske Hær ved sine Føreres Tankeløshed udsat for at ødelægges af en kløgtig og overvældig Fiende; men med mageløs Tapperhed bødede den Enkelte paa denne Udygtighed, idet hver enkelt menig Mand som en uovervindelig General forsvarede de Tommer Jord, som var ham betroet.
Først Kl. 10 forkyndte de franske Halvmaaner at Engelskmændenes Forbundsfæller var rede til at hjælpe. 8000 Franskmænd rykkede frem, og nu blev Fiendens Nederlag fuldkomment. Kl. 12 var Russerne i fuldstændigt Tilbagetog, i Begyndelsen i god Orden; men da de var komne ned i Dalen og de Allierede havde faaet sine Kanoner op paa en Houg, som beherskede Dalen og Broen over Floden Tsjernaja, som de maatte over, sendte de Allieredes Kanoner Død og Ødelæggelse over de sammentrængte Masser; Soldaterne kastede Oppakning og Vaaben fra sig, fortælles der, og den russiske Hær forlod Valpladsen i forvirret Flugt.
To af Tsarens Sønner, Storfyrsterne Nikolaus og Mikal,
- ↑ Russerne maa have havt en egen vild Maade at huje paa under Kampen; i al Fald talte de engelske Soldater ofte under de følgende Kampe om „Inkermanhylet“. Der forsikres ogsaa, at de russiske Soldater, baade dengang og senere, var blevne vel fyldte med Brændeviin før de gik i Ilden.
