var med i Slaget, (de var komne til Krim med den Befaling fra Tsaren, at enhver Franskmand og Engelskmand skulde være kastet i Havet inden Juul) og da Russerne mylrede over Broen, heder det i en Beretning, saaes pludselig en Rytterskare (Storfyrsterne med sit Følge) sprænge gjennem de tætte Skarer og i Huj og Hast, ridende sine Egne overende, jage afsted over Broen.
Paa samme Tid som denne blodige Kamp foregik tilhøjre, gjorde Fæstningstropperne et voldsomt Udfald mod de af Franskmændene besatte Løbegrave længst til Venstre, men blev drevne tilbage og forfulgte til lige under Voldene. Russerne angiver selv sit Tab denne Dag til 9000 Mand; men det kan trygt sættes til 15,000 Døde og Saarede, da de Allierede begrov 5000 paa Valpladsen og de Saaredes Tal altid regnes til mindst det dobbelte af de Dødes. Engelskmændenes Tab var ligesaa uhyre: de tabte 4,300 Mand, deriblandt 8 Generaler, (3 Faldne og 5 Saarede). Franskmændene tabte 1300 Mand. Først Dagen efter kunde man ved at undersøge Valpladsen faa et rigtig klart Begreb om hvilken forfærdelig Kamp her havde staaet. „Under hver Busk, paa hver Favn af den blodstænkede Jord laa en død eller døende Rus. De Steder, hvor Kampen havde været blodigst, var ikke vanskelige at finde, vi fik let Øje paa vore Gardisters velkjendte Bjørneskindshuer, vort Infanteris røde Kjoler og de franske Jægeres lyseblaa Frakker, som dækkede mangen en Krigers stivnede Lemmer. Mange af disse havde et venligt Udseende, det rolige Øje, de blidt aabnede Læber og den glatte Pande viste hvor fredeligt en Mand kan dø i et Slag, naar han gjennembores af en Riflekugle. Men de Engelskmænd og Franskmænd, som var faldne for Bajonetten – og mange var blevne myrdede af Russerne mens de laa saarede paa Marken – havde frygtelig fortrukne Ansigter. Nogle havde i sin sidste Dødskamp revet Jorden op, og holdt Græstorven klamret mel-
