lem sine Fingre op mod Himlen. Alle de Soldater, som viste saadanne Tegn paa en pinselfuld Død, var ihjelstukne med Bajonetten. Men de Saarede! I to Dage[1] havde de ligget der, hvor Kuglen eller Stikket havde strakt dem. Der var rigtignok meget faa tilbage idag; men vi havde endnu ikke udforsket alle de Hemmeligheder disse blodstænkede Klever gjemte, og det var ikke før Middag den Sidste af vore Soldater var bleven funden paa sin blodige Seng og bragt til Hospitalet. Men Russerne, som laa stønnende paa alle Kanter, var langt talrigere. Nogle af dem var lagte sammen i Dynger for at kunne bæres lettere bort. Andre laa mellem Krattet og stirrede paa os som vilde Dyr, mens de holdt paa sine Saar; Nogle bønfaldt, i et ukjendt Tungemaal, men i Tonefald, som ikke var vanskeligt at forstaa, om Vand eller Hjælp, mens de holdt sine Armstumper eller knuste Lemmer op eller pegte paa de Skar Kuglen havde rispet i deres Legemer. Mange af disse Folk saa paa os med et skummelt vredt Blik, som var frygteligt. Et vildt uslukkeligt Had gnistrede frem af deres vrede Øjne, og naar man med Medlidenhed og Smerte stirrede paa dem, kunde man nok forstaa, hvorledes disse Mennesker i sit indædte Had kunde dræbe den Saarede eller fyre paa den barmhjertige Fiende, som kom hen til dem for at række dem en Læskedrik. Det var en Betryggelse at se at deres Vaaben var knækkede og deres Patroner aabnede og omspredte paa Marken. Franske og engelske Sygebærere kavede sig op over Bakkerne for at bære sine tunge Baarer til Graven eller til Hospitalet. Vore Folk har lagt sig til en sørgelig Færdighed i at undersøge om en Mand er død eller ej. De stanser ved et Legeme; „kom hid Gutter! her ligger en Rus!“ (eller „en Franskmand“ eller „en af Vore“). En af dem bøjer sig ned, løfter paa Øjelaaget, titter ind i
- ↑ Det Besøg paa Valpladsen, som her skildres, er aflagt den 7de Novbr.
