Side:Folkevennen 1856.djvu/240

Denne siden er ikke korrekturlest
236

Øjet, trækker paa Skuldrene og siger ganske roligt: „han er død, han faar vente“ og gaar tilbage til Bærestolen; Andre letter paa hans Been, og udfinder paa denne Maade om der er Liv eller ej. Ligene bliver i Almindelighed berøvede alle sine Klæder undtagen Frakken. Alskens Fantepak fra Lejren og Balaklava, og Matroser fra Skibene rangler om paa Valpladsen og drager afsted med hvad de kan faa Fingre i. Paa visse Steder sees Afdelinger i travlt Arbejde lige under Bakkerne, ifærd med at kaste op svære Grave, tredive Fod lange, tyve Fod brede og sex Fod dybe, hvori de med stor Kunst stuver sammen en tredive firti Lig i alle optænkelige Stillinger. En Afdeling staar nu omkring Graven og passiarer mens de venter for at faa Tallet fuldt. Der bæres et Lig hen til dem og de gjetter sig til hvem det kan være. „Det er Korporal N. N. af 4de Kompagni“, siger En. „Nej det er min Sidemand, jeg kjender ham paa hans røde Haar“ og saa videre. De taler om døde Sjersanters Fejl og Fortrin. „Det var en haard Mand, han har skaffet mig Juling meer end een Gang; men nu er det forbi!“ eller „stakkels Mikal, han har staaet i Tjenesten i femten Aar, raskere Gut end han har aldrig baaret et Gevær!“ Saadanne Bemærkninger hører vi paa alle Kanter. Endelig er Graven fyldt, Ligene ligger saa tæt som de kan stuves sammen. Nogle ligger med opløftede Arme, som om de endnu holdt Geværet an- lagt; Benene rager frem over Jorden som skuffes over; Andre spriker med Arme og Been som Hallingmænd. Tomme for Tomme stiger Mulden over dem og de bliver liggende „alene med sin Ære“. Nej, ikke alene; thi hvormange hundrede Menneskehjerters Haab, Bekymringer og Kjærlig- hed har ikke fulgt med dem ned i deres navnløse Grav!“

Slaget ved Inkerman var den sidste storartede Vaabendaad Engelskmændene kom til at udføre paa Krim. Deres Armee, som ved Belejringens Begyndelse med de an-