Beviis paa i hvilken Opløsningstilstand Hæren befandt sig.
To Regimenter maatte nedlægge sine Faner; de talte ved Vinterens Begyndelse hvert 1000 Mand, og var i Februar indsvundne det ene til 28, det andet til 20 Mand. De eneste som levede godt var Gribbene og Ravnene, som in flokkeviis sværmede om paa Højderne og fraadsede i de Aadsler af Heste og Muulæsler, som laa og raadnede i Dyndet. Og de havde et rigeligt Maaltid; allerede ved Aarets Udgang var 3–4000 Heste døde af Sult, Vanrøgt og Stræv. Der var saa stor Mangel paa For, at man saa Heste, som af Sult gnavede hverandres Manker og Haler. Under al denne Jammer havde Lord Raglan ikke i flere Maaneder (ligefra Slaget ved Inkerman til ude i Januar) viist sig i Lejren. Han har vel kviet sig for at se paa en Elendighed, som han ikke kunde raade Bod paa. Mangfoldige af Soldaterne havde ikke skiftet Klæder i tre Maaneder; og af Forstærkningstropperne, som idelig sendtes, var nogle i Sommerklæder! De Nyankomne døde ogsaa hurtigere end de gamle Tropper, som allerede var vejrvante. Endnu skrækkeligere er de Skildringer, som gives af de Syges Tilstand i Hospitalerne i Balaklava og Skutari[1] Et Parlamentsmedlem (Stafford), som besøgte disse i December Maaned, fortæller, at han aldrig har seet en saadan Elendighed. Naar de Syge kom til Skutari, kunde det hænde, at de ikke havde smagt Mad fra den foregaaende Aften til ud paa Eftermiddagen. De Syges og Saaredes Klæder var befængte med Luus saa tæt som Bogstaverne paa et trykt Blad, og det hændte ofte naar han vilde hjelpe de stakkels Mennesker af Klæderne for at faa dem i Seng, at de bad ham ikke komme dem nær, fordi de var saa besatte med Utøj. Den ubrændte Kaffe synes at have været det, som vakte mest Forbitrelse hos Soldaterne; „de kunde ligesaa gjerne have givet os Smaasteen“, sagde de. Han havde
- ↑ Ved Bosporus, ligeoverfor Konstantinopel.
