Side:Folkevennen 1856.djvu/248

244

en Trolddom; intet Under da at det maatte bestyrke dem i deres Tro paa, at det ikke kunde nytte nogen Magt i Verden at stride mod Ruslands Hersker, eller at i al Fald „den franske Sultan“ var den eneste, hvis Magt kunde nævnes ved Siden af hans, som i Menneskealdre havde været deres Skræk. Men ogsaa i Europa hørtes der dengang mangen en haanende Røst over Englands Navn. Folkefrihedens Fiender pegte med Spot eller hemmelig Glæde paa den engelske Armee som et slaaende Beviis paa hvad der kommer af at Alle vil styre, mens de fremhævede Frankrig med dets Enehersker som Modstykke. De saa ikke eller vilde ikke se, at den store Brøst i det engelske Krigsvæsen netop var, ikke at Folket havde for meget at sige, men at det hidtil under en lang Fred havde tænkt for lidet paa sin Krigsstyrelse, at det havde ladet den falde i Hænderne paa enkelte adelige Slægter, som snarere betragtede sine Embeder som Æresposter, der tilkom dem ifølge deres høje Rang, end som Stillinger, der kunde medføre saa stort Ansvar for Landets Ære og Velfærd. Havde disse Enkelte havt al Magten, havde de kunnet holde sine Misgreb skjult for Folkets øjne, da skulde det maaske have lykkets dem at bevare en Slags ydre Glands og Anseelse, medens Englands bedste Børn i Stilhed, eller uden at Nogen kunde sige hos hvem Skylden laa, døde af Sult og Frost i hine fjerne Egne. Men saadant kunde ikke ske i et Land, hvor Folket fra Arildsold har været vant og opdraget til selv at røgte sit Tarv; al den Elendighed, som de Styrendes Udygtighed havde fremkaldt, lagdes aabenlyst frem for Folkets og Verdens Øjne, og selve den Nedværdigelse som det stolte England derved for en Tid maatte døje, blev til Folkefrihedens Forherligelse, idet Nationen, efterat den først havde faaet Øjnene op, deels selv tog Haand i Hanke, deels ved sin fri Presse og ved at tage til Orde i store Folkemøder, tvang Regjeringen til at gribe Sagen an saaledes som