forsvare sin Frihed mod overmægtige Fiender. Det er det eneste Land, som slap ud af 1848 Aars Revolutioner med en fri Forfatning (ligesom vort Fædreland efter den første franske Revolution) og det staar nu paa alle Kanter omringet af frihedsfiendske Stater (Østerrig og de øvrige italienske Regjeringer) som det sidste Haab, hvorfra det undertrykte Italien venter sin Frelse. Det var vistnok denne Følelse af en betrængt Stilling, som drev dets høisindede Konge, Viktor Emanuel, til at sikre sig Englands og Frankrigs Velvilje ved at slutte sig til deres Forbund mod Rusland. Der udrustedes en Armee paa 15,000 Mand, som den 6te Maj, under Anførsel af General Della Marmora, landede paa Krim.
Paa Krigsskuepladsen var der i Løbet af Vinteren, som man kan slutte sig til, ikke forefaldet nogen afgjørende Kamp. Thi hertil kan man ikke regne, at der saagodtsom hver Dag snart fra et snart fra et andet Batteri vexledes idelige Kanonader med Russerne; dette hørte under hele Belejringen til Dagens Orden – heller ikke at Russerne, til sine Tider hver Nat, gjorde Udfald fra Fæstningen, og næsten bestandig blev drevne tilbage uden at have opnaaet nogen Fordeel. Men Befæstnings- og Angrebsværkerne var trods Vinterens Strenghed drevne med Kraft paa begge Sider.
I Begyndelsen af Marts begyndte Russerne at befæste et Punkt, som kom til at spille en Hovedrolle under de følgende Kampe. Det var en Houg (mere bekjendt under det franske Navn Mamelonen) som laa foran den egentlige Forsvarslinje, og som Russerne nu befæstede saa stærkt, at de derved i hele tre Maaneder hindrede de Allierede fra at gjøre noget synderligt Fremskridt mod den Deel af Fæstningen som den beskyttede. Og denne Deel, den østlige, foran Havneforstaden, var igjen Nøglen til Sebastopol. Her laa det uhyre Batteri Malakoftaarnet, en af de faa Muurværker som beskyttede Sebastopol fra Landsiden; det
