en fremrykket Piket[1] af anden Division. Strax før Daggry havde D. kaldt sine Folk ind og skulde just til at marsjere tilbage til Lejren, da der blev affyret en Salve fra Højderne. Vi stillede øjeblikkelig vore Folk bag Væggen af et halv nedbrudt Huus. Herfra vexlede vi i henved 3 Kvarteer Ild med Russerne, men da de blev os for stærke, og begyndte at rykke frem langs Bækken for at falde os i Flanken, søgte vi at trække os tilbage henimod Lejren; men du kan tænke dig vor Skuffelse, da vi efterat være gaaede en 100 Alen opdagede at Fienden havde drevet Forposterne paa Højen tilbage. Neppe saa de os rykke tilbage, før de i hundredeviis stormede nedover Bakken mod os, mens der paa samme Tid fyredes fra Toppen. Vi var omringede paa tre Sider, og paa den fjerde var en næsten ubestigelig Fjeldknat. Vor eneste Udvej var nu at forsøge paa at klatre opover denne; vi løb afsted alt hvad vi kunde, og Fienden efter. Jeg kravlede det bedste jeg havde lært, og tænkte at hvert Øjeblik skulde være mit Sidste; men da jeg var en sex Alen fra Toppen, stødte jeg paa en brat Fjeldvæg som det var mig umuligt at komme over. Jeg var saa udmattet, at jeg i min Fortvivlelse kastede mig ned bag en stor Steen, som ydede mig taaleligt Ly mod Kuglerne. To russiske Soldater, som havde forfulgt os opover Klippen, fik Øje paa mig, og gik mig ind paa Livet med fældte Bajonetter. Jeg trak min Revolver[2] og fyrede tre Gange paa den som saa mest morsk ud, men Pistolen klikkede, og det var min egen Skyld; jeg havde ladet den ligge ladt i over to Maaneder. Knegten fyrede nu paa mig, men som ved et Under traf han ikke mig, men en Soldat, som holdt paa at smutte bag mig. Just som han skulde til at jage Bajonetten igjennem mig, fyrede jeg fjerde Gang og var heldigere; han rullede
Side:Folkevennen 1856.djvu/256
Denne siden er ikke korrekturlest
252
