Rifle, og lod ham passe paa min Fange, medens jeg opsøgte min Sabel, som var kommen bort under Nedrullingen. Jeg førte ham da til Lejren med hans egen Rifle, som jeg nu har, og som jeg nok skal gjemme til Erindring om min vidunderlige Befrielse.“
Der var en Slags Krigspuds, som især i Belejringens første Maaneder voldte de Allierede meget Bryderi og mangen Ærgrelse: Russernes forvovne og listige Spioneri. De roser sig af at de ikke meer end een Gang har været uvidende om naar de Allierede agtede at foretage et almindeligt Bombardement; maaske er dette Skryderi, men sikkert er det, at deres Spioner viste en overordentlig Fiffighed og Djervhed. Mere end een Gang hendte det, at en russisk Officeer, iført fransk Uniform, i Mørkningen sneg sig over til de Allieredes Linje, drev omkring og passiarede med Soldaterne – Fransk er de fornemmere Russers andet Morsmaal – og saa lidt efter lidt, naar han havde lokket ud af dem hvad han vilde, slentrede bort, indtil Franskmændene for seent opdagede hvad Vej Spejderen tog, og som oftest blot kunde give sin Ærgrelse Luft i en frugtesløs Kugleregn. De Menige havde nu ogsaa sin Maade at tilliste sig en Fange paa, for ved Hjelp deraf at faa Underretninger om Fiendens Tilstand. Saaledes var det engang en fransk Skiltvagt fik Øje paa en Hest som drev om paa en aaben Plads mellem Fæstningen og Belejringsværkerne, uden Rytter, men med en fyldt Sæk hængende paa Siden. Han mente det kunde være Umagen værdt at faa fat paa Dyret og Sækken, som maaske kunde indeholde et klækkeligt Bytte, og forsøgte paa at nærme sig Hesten. Det lykkedes ham endelig efter at have fulgt den et Stykke Vej, og han svang sig op paa den for at jage tilbage til Lejren med sin Fangst. Men da bliver Sækken medeet levende og han føler sig greben under Armene af en Kosak, som sprænger afsted med den forfærdede Soldat en anden Vej end han havde tænkt sig.
