Side:Folkevennen 1856.djvu/261

Denne siden er ikke korrekturlest
257

Imidlertid regner det i eet væk; det er koldt; Glimtet af en Kanon kunde røbe ham. Han giver Tegn til at trække sig tilbage. Man følger den samme Vej; Sporene i den opblødede Jord betegner den. Man kommer atter forbi den russiske Post. Russerne aner ikke at Døden lurer to Skridt fra dem; man hører dem hviske. Man kunde tage dem alle; men det vilde være uforsigtigt; et heldigt Udfald af Spioneriet gjelder mere end ti russiske Soldater. Efterat man endelig har udforsket Alt, støder man til de øvrige af Troppen, som ligger og venter i Sølen. „Intet Nyt, Gutter?“ mumler Officeren. „Intet.“ „Saa hjem igjen.“ Og de tyve Tapre vender gjennemvaade af Regnen tilbage, forbi de ængstligt ventende Skiltvagter.“

De Udfald Russerne gjorde fra Fæstningen for at forstyrre Angrebsværkerne, var som sagt særdeles hyppige og heftige. Det var til sine Tider en heel Uge i Rad at de hver Nat angreb de Allieredes Værker, ofte med en betydelig Styrke, 8000, 10,000 eller 15,000 Mand, og disse Kampe kunde undertiden vare til langt ud paa Dagen, ja endog et heelt Døgn. Især var i Maanederne Marts–Juni disse Udfald saa hyppige og udførtes med saa fortvivlet Mod, at de Allierede maatte anvende sin yderste Aarvaagenhed for ikke at se noget af sine Værker overrumplede. Den sædvanlige Ende paa en saadan Kamp var da, at Russerne efter stort Mandefald blev drevne tilbage uden at have opnaaet noget Resultat. Men den Sejghed, hvormed de alligevel holdt ved i eet væk at forurolige Fienden paa denne Maade, er ikke derfor mindre mærkelig. I det Hele taget kan man sige, at der ikke fandtes det Middel som Udholdenhed og Kløgt kunde opfinde, uden at det blev anvendt ved dette mærkværdige Forsvar; men herved maa ogsaa strax tilføjes, at de uophørlige Angreb, som kostede saa meget Blod og udrettede saa Lidet i Forhold dertil, fra den anden Side betragtet, er et Tegn paa det Barbari, hvormed Russerne