Side:Folkevennen 1856.djvu/262

258

ødslede med Menneskeliv. Deres Mod var dog Barbarens, der betragter sine Trælle som Kanonføde, hvoraf han har nok tilovers til at drive i Ilden, naar han har kastet nogle Tusinder hen i Dødens Svælg. Vi saa, hvorledes Russerne ved Balaklava skjød paa sine Egne fordi de med det samme kunde faa nedskudt nogle Fiender; den samme Niddingsdaad blev ogsaa bedrevet ved en senere Lejlighed. At de russiske Soldater sloges tappert, tvivler Ingen paa, men alligevel maatte de altid bukke under ligeoverfor Engelskmændene eller Franskmændene; thi disses Mod var af en højere, ædlere Art, det var civiliserede Nationers Mod, enhver, selv den menige Mand, havde idetmindste en Følelse af at han stred for noget Mere end blot for at slaa Mennesker ihjel. Det højeste den russiske menige Soldat drev det til over det blot dyriske Kampraseri, synes at have været hiin mørke af alskens Overtro nærede Forestilling om, at Franskmændene og Engelskmændene var Guds og Tsarens Fiender, Hedninger og Umennesker, som det var en Salighedssag at stride mod. Det lader til at Præsterne i Sebastopol har været meget virksomme i at udbrede denne Tro. Ingen Rædsel kunde være ynkeligere at se til end den de russiske Fanger i Begyndelsen af Felttoget følte, naar de af en Flok jublende Soldater blev førte til Lejren. De stod sammenkrummede og skjælvende over hele Legemet, saa sig om med sky Blik og fulgte med den ængsteligste Opmærksomhed enhver Bevægelse, som om de i næste Øjeblik skulde slagtes, og de kun havde Valget mellem at blive stegt eller kogt. Men naar de da istedetfor en Kniv i Struben fik et Glas Porter, og i det Hele taget mærkede at de ikke var komne blandt Menneskeædere, men til ligesaa skikkelige Folk som deres egne, og kanske vel saa det – saa blev de efterhaanden fornøjede og kunde give sin Glæde Luft i forunderlige Danse, til ikke liden Moro for sine nye Venner, eller de begyndte at synge sine skjønne Folkesange, og det