er værd at lægge Mærke til, hvad der fortælles i en Beretning, at naar de først havde begyndt at synge, glemte de sig selv saa aldeles, at ikke engang deres egne Officerer kunde faa dem til at tie.
Med mere udeelt Beundring, end man kan yde disse Udfald, kan man omtale de Forsvarsværker Russerne havde opført. For hver Dag maatte de Allierede mere og mere forbauses over den Sindrighed og uudtømmelige Opfindsomhed, Russerne anvendte. Der fandtes ikke et Punkt, som var udsat for en overlegen Ild fra de Allieredes Side, uden de opkastede Volde eller forandrede sine Batteriers Form for at kunne bøde paa en saadan Mangel. Ligesaa kløgtige var de i at opfinde Midler til at beskytte sine Folk mod Fiendens Ild, fornemmelig naturligviis mod Bomberne. Saaledes var det ved et Bombardement mod Mamelonen, at de Allierede mærkede, at en stor Deel af deres Bomber ikke sprang. De kunde ikke begribe Grunden hertil; men efter Værkets Erobring opdagede de, at Russerne paa mangfoldige Steder havde opgravet skraatgaaende Indhulinger i Jorden, hvori Bomberne rullede ned. Foran sine Værker havde de saakaldte Riflegrave, hvori deres Skarpskytter laa og pillede ned de fransk-engelske Artillerister, Een for Een. Denne Slags Krigsførsel synes forresten Franskmændene først at have brugt, og deres Skytter havde stor Færdighed i at sende Kuglerne ind gjennem de russiske Skydeskaar. Disse Riflegrave var fornemmelig i de sidste Maaneder Gjenstand for blodige Kampe. Der førtes ogsaa en underjordisk Krig med Miner og Kontraminer; men som det lader til uden videre Resultat. Undertiden traf de Kjæmpende hinanden under Jorden. En anden Slags Miner, de saakaldte Fugasser, anvendtes udelukkende af Russerne. De nedgrov paa forskjellige Steder paa den aabne Grund mellem begge Fæstninger – saaledes kan de vel kaldes – Tønder med Krudt, hvorfra der gik et Glasrør op til Jordskorpen,
