hvilket var fyldt med en egen Væske, som, naar Nogen knækkede Røret ved at træde paa det, randt ned i et andet Rum, hvor den ved at komme i Berørelse med et kemisk Stof satte dette i Brand. Naar deres egne Folk var ude, var disse Miner betegnede med smaa Vimpler. Paa flere Steder bag Brystværnene havde de bygget Tilholdssteder, hvor Folkene sad under Bombardementet. Taget var bedækket med søndersagede Skibsmaster, over dem var der et fast Lag af Jord, derovenpaa et Lag af Skansekurve[1], og saa atter et Lag af Jord. Disse Bombely var saa stærke, at det voldsomste Bombardement ikke tilføjede dem nogen Skade.
Et eget Slags Optrin under denne Kamp er de Vaabenstilstande, som i Almindelighed sluttedes Dagen efter en Kamp, for at begrave de Døde. Naar en saadan Vaabenstilstand var aftalt – den sluttedes i Almindelighed paa et Par Timer – stimlede Officerer og Soldater tilhest og tilfods ned gjennem Kleverne for at betragte Valpladsen, mens de hvide Fredsflag vajede fra alle Skydeskaar. Skarpskytterne kom fra begge Sider frem fra sine Riflegrave, franske, engelske og russiske Officerer mødtes, hilste høfligt paa hverandre, bød Cigarer og passiarede om Krigen. Ved saadanne Lejligheder kunde der da falde mangen pudseerlig Samtale, især synes Russerne at have været noget tilbøjelige til at erte. F. Ex.: „Naa, hvordan gaar det hos Jer?“ – „Jo Tak, meget godt; men det er en kjedelig Historie denne Belejring.“ – „Men hvorfor kan I ikke komme og tage Byen? Vi er lige saa kjede af Belejringen som I.“ Eller: „Hvorlænge agter I at opholde Jer paa Krim? vil I ikke snart rejse?“ – „Nu faar De benytte Anledningen til at se Sebastopol nærved; det varer nok længe inden De kommer Byen saa nær igjen“ o. s. v. Forresten beskrives de russiske Officerer som meget belevne Folk.
- ↑ Svære Kurve, fyldte med Gruus eller Jord.
