Medens al denne Høflighed gik for sig, drog Soldaterne hver til sin Kant i lange Rækker med sine afsjelede eller saarede Kammerater; efter nogen Tid faldt der et løst Skud fra begge Sider, Flagene blev strøgne, Officererne hilsede atter og tog Afsked, og i næste Minut begyndte „Fluerne“ (saa kaldte de franske Soldater Kuglerne) igjen at summe. Saadanne Scener gjentog sig ofte; i det ene Øjeblik trykker man hinanden i Haanden og i næste Øjeblik skyder man hinanden ihjel. Endog under selve Kampen kunde det hende, at Forposterne, naar der af en eller anden Grund indtraadte en Stansning i Ilden, hujede til hverandre, svingede Feltflaskerne og drak hverandres Skaal. En russisk Officeer raabte ved en saadan Lejlighed paa Fransk: „Vi sees igjen mine Venner! Russer, Engelskmænd og Franskmænd er allesammen gode Venner!“ Det var forresten et eget Venskab. Engang da en fransk Afdeling var marsjeret ud i et af Dalførene ved Balaklava for at hugge Ved, fik den Øje paa en Kosak som stod paa Forpost. En af de franske Soldater satte en Kavring paa en kløftet Kjep, som han stak i Jorden, og vinkede til Kosakken, at han skulde komme og tage den. Dagen efter fandt de paa samme Sted en Kjep med et meget fiint Hvedebrød paa Enden, og en Seddel, som de fik oversat i Balaklava, og hvori der stod, at Russerne takkede for den Kavring, man havde æslet dem; forresten havde de Kavringer nok, men hvis de kunde afse noget Brød af samme gode Sort som den medfølgende Prøve, vilde de gjerne tage mod det.
Vi har betragtet Armeens Tilstand i dens Lidelses Tid; vi bør nu ogsaa se, hvorledes den havde det i sine gode Dage. Den Lethed, hvormed den i Fiendens eget Land hentede sine Forsyninger langvejs fra, er heller ikke det mindst Mærkelige ved denne Krig. Aldrig har der været en saa stor Hær samlet i en fiendtlig Egn, sammentrængt paa et snevert Rum, fjernt fra Hjemmet, hvor selve Landet
