ved et engelsk Veddeløb eller Marked. Der kan man Dag ud og Dag ind se Folk gjøre sig tilgode med alskens Mundgodt. Officeren kan nyde sin Flynder til Middags, og anseer Rødviin og Champagne for Hverdagsdrik, Prisen fraregnet. Vil han gjøre sig nogen Ulejlighed med at søge, kan han sanke sig en Ret Asparges uden at behøve at gaa udenfor sin Lejrafdelings Grænser. Vort Lejrliv er i Henseende til god Levemaade som en Landtur i uhyre Maalestok, hvor man har en velforsynet Gjest og en fuldtbepakket Tjener paa hver Finger. Selv Madklokken har en munter Klang – der er idetmindste nogle Regimenter, som har en velklingende Gongong, der forkynder Timerne med ligesaa klar Røst som nogen Kirkeklokke i Gammel-England. Om Natten glimter og lyser hele Egnen som Londons Forstæder, og fra natlige Drikkelag fører Vinden Tonerne af muntre Sange hen over Dalen. Saavidt vi endnu kan tale om „Skjøn-Junis glade Dage“, er det et koseligt, lykkeligt, styrkende Liv, vi fører her – jevnt som et Byliv, styrkende som Patriarkernes. Og hvis det er sandt som en Digter har sagt, at Landlivet har ligesaa mange Nydelser for ret som for Øjet, saa har vi ingen Mangel paa galende Haner, snadrende Ænder, gjøende Hunde, klynkende Faar og vrinskende Muulæsler, medens Kanonaden, som rigtignok ikke kan kaldes landlig, sekunderer med sin uregelmæssige Bas, som vi nu knapt lægger mere Mærke til end til Rummelen af et Jernbanetog i Fabrikegnene hjemme i England.“
En Deel af Armeen boede i Jordhytter, hvis Vægge gik tre fire Fod under Jordens Overflade og ligesaa højt over den, og som var dækkede med et skraat Tag. Istedetfor Vinduer havde de i Væggen en liden Glugge, og derunder laa da i Almindelighed en Madras paa den bare Jord; paa den ene Væg var der en Indhuling som tjente til Ildsted; naar der var rigtig oppudset derinde var
