fæstet og fik en stærk Besætning, led især megen Skade paa sin skjønne Samling af Alderdomslevninger.
Den 18de Juni var bestemt til den Dag da de Allierede skulde benytte sig af den 10 Dage iforvejen vundne Fordeel for at erobre Malakoftaarnet og Redan. Den blev en Mærkedag for de Allieredes første større Nederlag under denne Belejring. Franskmændene stormede Malakoftaarnel og Engelskmændene Redan, men Russerne var saa vel forberedte paa at modtage dem, at de trods sit heltemodige Anfald – Franskmændene var endog komne indenfor Malakoftaarnets Volde – blev drevne tilbage med stort Tab; Franskmændene alene havde 54 Officerer og 1500 Soldater dræbte, og 96 Officerer og 1600 Soldater saarede, tilsammen altsaa 150 Officerer og over 3000 Menige. Den fornemste Aarsag til Fejlslaget af dette Angreb var, at de Angribende endnu maatte tilbagelægge en betydelig Strækning aaben Grund – fra de kom ud af Løbegravene til de kunde bruge Bajonetten mod Fienden – hvor de for hvert Skridt mødtes af en overhændig Kugleregn. fra de russiske Batterier. Der var nu ikke Andet at gjøre, end hvad de Allierede i det paafølgende Krigsraad besluttede: at føre sine Løbegrave lige ind mod de russiske Værker.
10 Dage efter denne ulykkelige Kamp døde Lord Raglan, 67 Aar gammel, af Kolera. Den gamle Krigers Død vakte almindelig Sorg i Hæren, som glemte alle de Klager den tidligere havde ført mod ham, og nu blot mindedes, at han i sine yngre Dage (under Felttoget i Spanien) havde hørt blandt Englands dygtigste Officerer, og at han i al Fald ved sin elskværdige Karakteer og personlige Tapperhed havde Krav paa et hæderligt Eftermæle. Han synes i den sidste Tid at have været meget nedbrudt ved Følelsen af at
med dydig Forbitrelse raabte til sine Kammerater: „De har taget det Altsammen med sig, det Tyvepak!“
