maatte nu i 7 Timer modtage og tilbageslaa deres fortviv- Anfald fra Bysiden. Det franske Flags Hejsning blev Signalet til Engelskmændenes Angreb paa Redan. Det synes hævet over al Indvending, at dette Angreb var yderst daarligt forberedt. Franskmændene havde kun 15 Alen aaben Grund at passere; Engelskmændene havde 300; – kostbare Alen, naar hvert Skridt mødes af en Hagl af Kanon- og Geværkugler. Franskmændene marsjerede over Fæstningsgraven paa en Plankebro, som de førte med sig; Engelskmændene havde Stormstiger, og disse var for korte, og der var desuden ikke mere end 6–7 ved Haanden da de skulde storme. Allerede efterat de havde tilbagelagt de første 40 Alen fra Løbegravene, havde de tabt en stor Deel af sine Officerer. Alligevel lykkedes det dem at trænge ind i Redanen; men her blev de modtagne af en saa voldsom Geværild, at de trods den tapreste Modstand – det var især deres Anfører, Oberst Windham, som her udmærkede sig ved en mageløs Dødsforagt – maatte rykke ud igjen. Voldgraven var snart opfyldt med Dynger af Døde og Saarede, medens Russerne kom ud af Skydeskaarene og stak dem med Bajonetterne eller kastede paa dem med Stene og Kartesjekugler. Angrebet varede 14 Time, og i denne Tid skal Engelskmændene have tabt flere Folk end ved Inkerman.
Der var mangen en mødig Kriger, som den Nat havde lagt sig til Hvile i sit Telt, og mindst drømte om, hvad der nu foregik i Sebastopol. De forfærdelige Brag fra exploderende Forter, som hele Natten igjennem bragte Jorden til at bæve, har maaske ikke formaaet at uroe dem, som nu et heelt Aar igjennem daglig havde hørt Skraldet fra Hundreder af Kanoner; men stærkere til at vække dem end denne Torden var de Ord, der nu som en Løbeild for gjennem Lejren: Sebastopol staar i Brand! Henimod Kl. 1 om Natten bemærkede de engelske Vagter at der var en
