Forvirring. Tilhøjre var Marken formelig strøet med Lig saa tæt de kunde ligge, og i Graven laa de stuvede sammen. Her led Franskmændene svære Tab og blev gjentagne Gange slagne tilbage. Russerne laa indenfor Værket ophobede som paa en Slagtervogn, og Saarene, Blodet – jeg bar aldrig seet et saadant Syn. Nedenfor Malakoff kommer vi til en Forstad af Ruiner, aaben mod Søen; den er opfyldt med Lig. Russerne har krøbet væk til Smuthuller og Kot i hvert eneste Huus, for at dø som forgiftede Rotter; Artilleriheste, med Bugen opflængt af Kugler, ligger over hele Grunden bag Malakoff, og betegner det Sted, hvor Russerne rykkede op med sin sidste Kolonne forat tilbageerobre det under Beskyttelse af et svært Feltbatteri! Hver Gaard, Kirken, endeel offentlige Bygninger – Alt er nedramlet eller revnet under Kanon- og Mørserilden. Tilvenstre kommer vi langs en stor hvid Muur til Verftsporten. Denne Muur er overalt gjennemboret af Kugler. Indenfor er Dokkerne, som efter Sømænds Sigende er de største i Verden. Et Dampskib brænder lysteligt i en af dem. Porte og Magasiner er sprængte og gjennemborede af Kugler. Der har vi tilhøjre de stolte Verftsbygninger, som saa saa hvide og nydelige ud. Endeel af dem er sprængte til Fnug eller saa søndersplintrede at det er at undres paa hvorledes de kan hænge sammen. Fort Paul[1] er urørt. Det staar der som om det trodsede den Skjebne som venter det, lige for os, og advarende Stemmer byder Alle trække sig tilbage, og selv den mest Medlidende flyr fra Hospitalet, som er i en af disse Bygninger, hvor de plejer de Saarede. Jeg besøgte det Dagen efter.“
„Af alle de Rædselssyn, Krigen nogensinde har viist Verden, er Sebastopols Hospital det grueligste, mest hjerteskjærende og oprørende. Det kan ikke beskrives; ingen Indbildningskraft kunde fremstille Noget, som kommer det nær.
- ↑ Paa Søsiden.
