Side:Folkevennen 1856.djvu/282

278

Her kan man ved hvert Skridt se, hvorledes det usle Menneskelegeme kan lemlæstes og dog holde Sjelen inde, mens hvert Lem er knust og Livsstrømmen vælder ud af hver Aare; og her seer man paa samme Tid hvor lidet der skal til for at dræbe! Den Bygning, som brugtes til Hospital, ligger i en Huusrække, der især var udsat for de Bomber og Kugler, der for over Redan, og dens Sider, Tage, Vinduer og Døre bærer overalt Vidnesbyrd om Kanonadens Voldsomhed. Da jeg traadte ind ad en af disse Døre saa jeg et Syn, som Gud ske Lov faa Mennesker nogensinde har seet Magen til! I en lang, lav Sal, som støttes af fiirkantede Søjler, som oventil forenes ved Buer, og som modtog et svagt Lys gjennem de sprængte Vinduesaabninger, laa de saarede Russer, som af sin General var antvordede til vor Omhu. De Saarede siger jeg? Nej men de Døde, de raadnende Lig af disse Soldater, som man havde overladt til deres Dødskvaler, uden Pleje, uden Hjelp, sammenstuvede saa tæt de kunde ligge, Nogle paa Gulvet, Andre paa usle Brisker og Sengesteder, eller paa Straalejer, som var gjennemtrukne og mættede med Blod, der piblede frem af dem og silrede hen over Gulvet, blandet med Udflodd af de raadnende Lig. Med Braget af de sprængte Forter gjenlydende i sine Øren, mens Bomber og Kugler for gjennem Tag og Vægge didind hvor de laa, blev disse stakkels Mennesker, som kun altfor vel havde tjent sin faderlige Ven og Herre Tsaren, overladte til sin skrækkelige Skjebne. Mange kunde været frelste uden nogen overordentlig Omhu. Mange laa, endnu ilive, med Orme kravlende om i sine Saar. Mange, som næsten var blevne vanvittige over hvad de saa om sig, eller i fortvivlet Rædsel søgte at undfly Synet deraf, havde krøbet bag Sengen, og stirrede frem derfra paa den skrækslagne Tilskuer – min Gud! med hvilke Blik! Mange laa med Arme og Been brudte og forvredne, medens Beensplinterne stak frem af