Rusland og Tyrkiet forpligter sig til ikke at anlægge
noget Orlogsverft eller Oplagssted for Krigsforsyninger ved
det sorte Havs Kyster.
Skibsfarten paa Donau skal være lige fri for alle Nationers Skibe, og staa under Opsigt af en Kommission, udnævnt af de Stater gjennem hvilke Floden løber.[1]
Rusland afstaar, „som Gjengjeld for Tilbagegivelsen af de Allieredes Erobringer,“ og for bedre at sikre Donauskibsfartens Frihed, en Strimmel Land af sine Besiddelser ved Donaumundingerne. Dette Strøg forenes med Donaufyrstendømmerne.
Ingen af de underhandlende Magter skal for Fremliden have nogen „Beskyttelsesret“ over Donaufyrstendømmerne. Disse Landes indre Anliggender og Forhold til Tyrkiet skal nærmere bestemmes, efterat Sultanen gjennem en Forsamling af Repræsentanter fra alle Samfundsklasser har hørt Befolkningens ønsker.
I en Tillægstraktat bestemtes, at Bomarsunds Fæstningsværker ikke skulde gjenopbygges eller Ålandsøerne paa nogen anden Maade befæstes.
Saaledes endte Krigen mod Rusland, to Aar og to Dage efter Englands og Frankrigs Krigserklæring, hurtigere end Verden havde ventet; ikke for tidligt for den fredelige Virksomheds Mænd, hvis Handel og Industri nu atter fylder Østersøens og Sortehavets Havne med alle Verdens Flag, men meget for tidligt for de mange Misfornøjede, som i den saa Begyndelsen til en Verdenskamp mellem Vesten og Østen, mellem Civilisation og Barbari. For dem som i det despotiske Ruslands Vælde seer en stadig Trusel mod Europas Frihed, og som havde ventet, at Kampen for Tyrkiets Rettigheder blot skulde blive Indledningen til et
- ↑ Vyrtenberg, Bajern, Østerrig, Tyrkiet og Donaufyrstendømmerne. (Kommissærerne for de Sidstnævnte skal udnævnes med Portens Bekræftelse af Valget.)
