Det er Nat-Siden af det norske Folkeliv jeg her har
at handle om. Ligesom der i Naturen er en gradvis Overgang
fra Dagens Lys til Nattens Mørke, saaledes er der
ogsaa i Folkelivet en gradvis Overgang fra Skik til Uskik.
I hver enkelt Bygd arter Tingen sig paa forskjellig Maade;
Skikken eller Uskikken er ikke ganske den samme i de nuværende
unge Menneskers Tid og i deres Forældres Ungdoms-Tid;
ja til en og samme Tid og i den samme Bygd
er der ikke to Familier, hvor den her omhandlede Sag
ledes og udføres ganske paa samme Maade. Men som en almindelig
Sætning kan følgende gjælde: det hele Nattefrier-Væsen
er mest frit inden Husmands-Klassen, hvis Børn
oftest tjene i fremmede Huse og forsørge sig selv og raade
for sig selv; det er mere frit inden Smaabøndernes end
inden Storbøndernes Klasse, saasom hine ikke have saa stor
Arv at overlade sine Børn og derfor heller ikke kunne tiltvinge
sig saa stor Lydighed af dem; det er fremdeles inden
selve de rigere Bønders Klasse mere frit for de yngre
Sønner end for den ældste; thi den ældste skal arve eller
oftest i Forældrenes levende Live overtage selve Gaarden
og skylder derfor mere at føie sig efter deres Ønske, saa
han ikke fører en Svigerdatter ind i Huset som ikke monne
have deres Behag.
Er først Friheden og Selvraadigheden bleven Skik blandt Ungdommen, saa er der kun et kort Skridt til Tøilesløshed og Ustyrlighed og Ryggesløshed, og en Tøilesløshedens Affødning er den hæslige Udvæxt, som har sat sig paa den gamle Nattefrier-Skik, nemlig: Natteløberiet eller dette, at Gutter opsøge Pigerne ved Nattetide ikke i den alvorlige Hensigt at fri til dem men kun for at fornøie sig i deres Selskab.
Dette er en af de sørgeligste Uskikke, som have indsneget sig i Bonde-Almuernes Sæder. Men naar først Nattefrieriet bestod som Skik, saa kunde dette Uvæsen altfor let
