af de nu gifte Børn. Og jeg vil jo gjerne tro, at det samme har været Tilfælde med nogle flere i Sandhed gudfrygtige Folk.[1] Men jeg holder mig ogsaa forvisset om, at det i mange af de nævnte throndhjemske Bygder er saa, at der blandt de, ægteviede Par af Bonde-Almuen ikke er forekommet en eneste Undtagelse fra Nattesrieriets Skik i den sidste Menneske-Alder eller i Mands Minde.
Jeg kan sige saa, fordi jeg har talt om Sagen i Fortrolighed med Almuesfolk vel i Hundredevis, og idelig sluttede Samtalen saa: „Sig mig din oprigtige Mening: mon der da ikke skulde være nogen enkelt Undtagelse her i Grænden fra hin Skik?“ „Nei, jeg tør nok sige Nei til det.“ „Og sig mig lige saa oprigtigt: hvordan var det med dig selv? fulgte du samme Skik?“. „Ja, jeg kan nok ikke, nægte for det.“ Saadanne Svar har jeg faaet af Husmænd, af Haandværkere, af Skolelærere, af ringe Bønder, af mægtige Bønder.
Meget af alt dette vil maaske blive mere anskueligt og den hele Fremstilling vil maaske forekomme Læseren mere sikker, naar jeg simpelthen meddeler, hvad jeg nedskrev strax efter en Samtale om disse Ting med en vel kjendt og skjønsom Mand i Melhus Hovedsogn.
„For temmelig lang Tid siden er det afskaffet her i Sognet, at Pigerne have Natteleie i Fjøset. Hermed gik det nok saa til, at Pigerne selv fandt det foragteligt; Aarsagen var nok ikke den, at Husbønderne tog, Hensyn til de Fristelser og Udskeielser, som Natteleiet i Fæhusene gav Anledning til; thi Tingen blev i saa Maade neppe bedre end før: nu er det i de allerfleste Huse saa, at Børn og Tjenere af begge Kjøn ligge paa samme Loft. – I min Hjemmels-
- ↑ Til disse Undtagelser maa jeg nok ogsaa navne nogle af de fornemste Bondefamilier i Indherred, hvor en større Dannelse har viist sin gavnlige Indflydelse.
