besøger han hende i hendes Soveværelse og deler Leie med hende! Hvorledes forklares vel denne Gaade? Hvordan kan saadan Selvmodsigelse i Folke-Skikken være opkommen? I saa mange andre Stykker i vore Bonde-Almuers Liv finder jeg den største Forstandighed og Betænksomhed – men hvad Forstand og Tanke er der i dette? Dersom en forlovet Bonde-Gut i disse Bygder vilde tage sin Kjæreste under Armen og spadsere sammen med hende paa Veien, enten til Kirke eller i Besøg til en Nabo-Familie, saa skulde det, hvad Mange udtrykkelig have sagt mig, blive omtalt og udraabt al Bygden over som et Uvæsen – men i i Nattens Mørke, naar alle Fristelsens onde Aander ere mest paa Færde, kunne de samme to unge Mennesker uden Nogens Paatale nyde hinandens Selskab paa den allerfortroligste Maade! Og selv Piger, som ikke ere forlovede, Bondens Døttre saa vel som hans Tjenestepiger, kunne uden Daddel modtage saadanne fortrolige og farlige Besøg af hvilkensomhelst Gut, hvem det lyster at søge dem: ingen Laas stænger Døren, ingen almen Skik eller offentlig Dom tøiler Letsindigheden!
Hvorledes skulle vi forklare os dette Særsyn som saa mange af vore Bygders Folkeliv frembyder?
Forklaringen synes mig at ligget den før paaviste Grundregel for Huslivet i Forholdet mellem Forældre og Børn. Det saa jo fast ud, som om Manden og Konen kun var Husbonde og Madmoder, som om Forældrene kun vare Husbondsfolk og de voxne Børn deres Tjenere. Men naar den udvortes Skik er saadan i denne Familielivets inderste Kreds, hvor dog Ømheden og Hjerteligheden og Fortroligheden hører hjemme, da er det ligetil, at Skikken maa være end strængere for de Elskende som endnu ikke danne nogen Familie: de maa te sig som Fremmede, han for hende og hun for ham. Men her reiser sig en stor Fristelse. Dersom han og hun virkelig have hinanden kjær,
