Det skulde være fornuftigere og lykkeligere, om Huslivets
Sæder vare saadanne, at alle de, som havde hinanden
kjær, kunde omgaaes med naturlig Glæde og hjertelig Hygge
for Alles Aasyn, saa det hemmelige Væsen og dermed de farligste
Fristelser for de Unges Ærbarhed og Dyd kunde
fjernes. Og Mangfoldige af Almuens Mænd og Kvinder
indse og erkjende dette selv. Og dog er det saa vanskeligt
for dem at følge sin egen Mening om det Rette; thi
Skikken har saa stor en Magt.
En graa Høstmorgen sad jeg paa Baad sammen med en bergensk Jagteskipper ude paa Gulosen, en Arm af Throndhjems-Fjorden strax udenfor Melhus. Her foregik netop et livligt Fiskeri efter Sommer-Silden; Garnene bleve trukne i den aarle Morgenstund, og vi roede omkring mellem Fisker-Baadene, vexlede nu og da nogle Ord med Mændene og fornøiede os ved at betragte de blanke Sølv-Fiske, som de kom op af Havet. Skipperen havde i nogle Uger ligget med sit Fartøi i en Sildevaag noget længere nord, i Bjugns Præstegjæld; men det lod ikke til, at Fiskeriet skulde slaa saa godt til der, at han kunde vente at faa saltet fuld Ladning, og derfor havde havde han nu gjort en Snartour herhid for at høre, hvordan Udsigterne vare her, og jeg, som netop var opsat paa at faa Kundskab om Almuens hele Bedrift og Levevis, vilde naturligvis ogsaa forhøre mig om Fiskernes Slid og Slæb: dette var den fælles Interesse, som havde bragt os To paa Baad sammen. Min mere søvante Kamerat roede; jeg derimod bidrog vel det Meste til at holde Samtalen vedlige i de 2–3 Timer. Han var fra Osterøen nogle Mile nordenfor Bergen, og det morede ham at høre og besvare mine mange Spørgsmaal om Fiskeri og Sømandskab – de Ting, som han fra Barnsben havde beskjæftiget sig med. Men saa kom han ganske af sig selv til at yttre sin store Forundring over den Folke-Skik, han nylig havde iagttaget under set Ophold i Bjugn – netop
