Side:Folkevennen 1858.djvu/118

114

vidste jeg, at denne Familie viden om var kjendt som en af de hæderligste og mest dannede, og selv syntes jeg snart at finde, at Rygtet ikke havde sagt for meget. Allerede den lille Ting, at Konen af sig selv satte sig ned ved Aftensbordet og deltog i Maaltidet som Værtinde, var mig noget Nyt her i denne Egn, hvor det er almindelig Bonde-Skik, at Konen kun gaar til og fra som Opvarterske. Og som den hele gjæstfrie Behandling, som jeg her nød, var saadan, at jeg snarere kunde mindes om By-Liv end om Lands-Skik; saaledes lagde ogsaa min Vært og Værtinde i Samtalerne en Dannelse for Dagen, som stod høit over, hvad jeg i lang Tid var bleven vant til i Egnens Bondehuse. Hvad Indtryk det Hele gjorde paa mig, kan jeg maaske bedst betegne paa denne simple Maade: ligesiden jeg var i Storelv-Dalen i Østerdalen, hvor de bedste Bønder tiltalte mig med „Du,“ var det bleven mig en Vane og naturlig Ting at tiltale Almuesfolk paa denne fortrolige Maade; men denne Mand og denne Kone faldt det mig ikke ind at tiltale anderledes, end naar jeg talte med Præsten eller Sorenskriveren. – Nu, ved Aftensbordet kom vi til at samtale om det Stykke af Folkelivet, som jeg paa disse Blade har maattet omhandle, og saa underligt det end faldt mig, maatte jeg ogsaa her spørge, om min Vært og Værtinde selv vare blevne forlovede efter Nattefrieriets Skikke. Ja, de havde da heller ikke dannet nogen Undtagelse. Saa skildrede jeg, hvorledes jeg i andre Bygder og i andre Huse i samme Bygd havde opfattet Omgangs-Skikken mellem Ægtefolk samt mellem Forældre og Børn. „Er alt dette ogsaa ligedan her i Eders Hus?“ spurgte jeg. „Ja, det er rigtig her hos os ogsaa saa, som Kandidaten har forklaret det,“ svarede Konen: „Kan det virkelig,“ spurgte jeg endnu mere udtrykkeligt, „ikke sommetider hænde, at De, Mand, hilser Deres Kone med en venlig Haandrækning? Har De ikke rakt hende Haanden, siden De var Brudgom?“ „Nei, sandt at