sige, saa har jeg nok ikke det,“ svarede Manden. „Og om jeg vilde gjøre Sligt, lagde han til, saa vilde det se ligesom storagtigt ud.“ Men nu udviklede jeg min Mening saaledes, at saalænge denne strænge Skik varer ved mellem Husets Fader,og Moder, saa er det at befrygte, at Børnene heller ikke vænne sig til at vise Forældrene sin Hengivenhed og Fortrolighed, og saalænge det ser saa koldt ud mellem Husets egne Folk, saa maa det naturligvis være endnu mere fremmed mellem de Forlovede, og dermed gaar det saa, at disse bare stunde efter at komme bort fra Faders,og Moders Øine og søge hinanden i Lønlighed. „Men – saaledes sluttede jeg – dette skulle I betænke for Eders opvoxende Børns Skyld. Det var ialfald ikke for meget, om De, Mand, engang mellem rakte deres Kone en venlig Haand, eller om De, Moder, vænnede Børnene til at gaa pent hen til Faderen og hilse ham God Morgen eller Tak for Maden.“
Da vi reiste os fra Aftensbordet og jeg havde takket Vært og Værtinde for Maden – paa min Maade med Haandslag, saa gav Manden ogsaa sin Kone Haanden med de Ord: „Ja, jeg holder med Kandidaten – herefter skal vi følge den Skik, som han talte om.“
Dette var den første og eneste Gang, at jeg i Throndhjems Stift saa en Bondemand hilse sin Kone ved at byde hende Haanden. Og det skeede med fuld Erindring om, at det stred imod Bygde-Skik. Men jeg tror ogsaa, at det skeede med det Forsæt at bryde overtvært med alt det særegne Væsen i de gammeldags Hus – Skikke, som nødvendig har den største Indflydelse paa de opvoxende Børns Opførsel og næsten uundgaaeligt leder dem ind i den fordærvelige Uskik, som jeg fandt mig drevet til paa disse Blade at tale saa uforbeholdent om.
