andre Protokoller skaffe mig nogen foreløbig Oplysning om Folkets Kaar og Sæder. Men saa snart som muligt agtede jeg mig paa Bygden, og en Baad laa allerede færdig for at føre mig over til en anden Ø, hvor jeg skulde træffe en Del af Præstegjældets bedste Mænd. Og i dette Øieblik opstod der saadan Samtale mellem Præstefruen og mig:
„Lad mig først faa se, hvordan det staar til med Deres Niste. Hvor har De den?“
„Niste? Den har jeg omkring i Bøndernes Stabbure og Mad-Skabe.“
„Ja, men de kan ikke spise Bøndernes Mad.“
„Hvad for Noget? Har Præsten Niste med sig, naar han er ude paa Bygden?“
„Ja, bestandig.“
„Den Skik synes jeg ikke godt om, Frue!“
„Ja, men det er nødvendigt.“
„Det vil jeg nødig tro.“
„Men de maa erindre, at de er paa Vestlandet nu.“
„Endda vil jeg dog huske paa, at jeg er i Norge – jeg er jo netop kommen hid for at leve en Stund sammen med Folket, og hvad Fortrolighed skulde det blive til, naar jeg ikke engang kunde spise af samme Fad?“
Men saa længe snakkede den venlige Frue for mig, at jeg tog med et Kræmmerhus med malet Kaffe og dertil en liden Blik-Kaffekande.
Kommen over paa det andet Land fandt jeg dog snart, at jeg, for mere frit at kunde færdes om mellem Gaardene, gjorde rettest i at gaa istedetfor at fare med Hest eller Baad, og altsaa lagde jeg fra mig disse Sager. Men hvor jeg ofte maatte tænke paa dem siden!
Netop 8 Dage opholdt jeg mig her paa Øen. Men saadan Uhumskhed og Urenlighed, som jeg her forefandt, havde jeg tilforn ikke gjort mig Begreb om.
