Jeg skal sige, hvad der var min største Lidelse i disse
Dage. Ikke det, at jeg aldrig fik en Kop Kaffe, som
smagte mig ret; heller ikke det, at jeg stundom maatte
blunde, naar jeg skyndte mig at spise mig mæt, ja, at jeg
tildels ikke kunde spise mig ganske mæt; heller ikke det at
jeg mere end en Aften maatte gjøre Vold paa mig selv og
ligesom tillukke alle mine Sandser, naar jeg lagde Hovedet
paa Puden og trak Dynen over mig og gjorde mig Flid
for at falde i Søvn saa hurtigt som muligt. Alt dette var
jo en Overgang. Men der var en Pinlighed, som ikke er
gaaet over hos mig den Dag idag: Selvbebreidelsen over,
at jeg skulde tage mig disse Ting saa nær, saa jeg ikke
ganske kunde værge mig mod Uvillie over Menneskene selv!
De gjorde det ikke værre for mig, end de havde det selv;
men naar deres egen Mad blev sat paa Bordet og opfyldte
Stuen med Stank, saa holdt jeg det ikke ud at se dem
gramse den i sig!
Paa Østlandet har jeg seet og hørt nok af Ting mellem vore Almuer, som ret kunne fylde Menneske-Vennen med Bedrøvelse, ja med Harme, og jeg har handlet derom offentlig f. Ex. i det forrige Stykke, der bærer samme Overskrift som nærværende, saa Læseren vil kunne vide, hvad jeg mener. Men (det var vel, fordi jeg personlig kom til at lide noget derved, og Egenkjærligheden raadede for meget hos mig) – intetsteds syntes jeg at have seet saa meget Stygt som her paa Øen, og mit Hjerte var mere ukjærllgt end deltagende.
Engang fik jeg lettet mit Sind. Det var en Søndags Formiddag, og alt Folket paa en stor Gaard, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge, vist over et halvt Hundrede i Tallet, vare efter gammel Skik forsamlede til Hus-Andagt i den største Stue paa Gaarden. Da talte jeg til Forsamlingen om, hvad der laa mig paa Hjerte, bekjendte ganske mine Følelser og fremstillede deres Aarsag i de Iagttagelser,
