jeg havde maattet gjøre om mine Tilhøreres huslige Skik og Levemaade. Det Ord føiede jeg ogsaa til, at ligesom jeg nu havde talt frimodigt om Sagen i denne lille Kreds, saaledes vilde jeg endnu mere herefter anse mig forpligtet til at gjøre, hvad jeg formaaede, for i større Kredse og mulig alt Landet over at vække fortjent Opmærksomhed for den samme Sag.
Thi det er vel nok at Lægerne i den senere Tid tage sig alvorlig af Sagen, for Spedalskhedens og de andre Sygdommes Skyld, som avles og trives i Smuds. Men mindst lige saa meget bør den bygdemæssig tilvante Renlighed eller Mangel paa Renlighed paaagtes formedelst dens dybe Sammenhæng med den hele moralske Tilstand.
Moralsk? Nogen vil maaske spørge, hvad dette Væsen egentlig har med Moraliteten at skaffe? Og jeg mindes vel, at da jeg endnu var dit paa Øen og stod midt op i det, saa kom det Spørgsmaal idelig for mig: Hvad er det mest? en Ulykke, som de stakkels Folk lide under, eller en Last, som de gjøre sig skyldige i?
Men det fik jeg et praktisk Svar paa nogle Uger efter. Det var i en nærliggende Bygd, hvor Tilstanden i det Hele var ligedan som paa Øen. Men her traf jeg til at besøge en Almueskole-Lærer, ved en Fast-Skole, og jeg tilbragte en Eftermiddag og Aftenstund i hans Hus. Jeg maatte allerede gjøre store Øine, da jeg kom ind i Gjæste-Kammeret og fandt ikke alene Orden og Pyntelighed i det Hele, men – smaa tarvelige Gardiner og frodige Blomster i Vinduerne! Dette behagede mig saa meget mere, da jeg fik høre, at baade Manden og Konen vare barnefødte i Egnen og opvoxne i ganske tarvelige Kaar som almindelige Almuesfolk. Konen havde saaledes i mange Aar været Tjenestepige hos Bønderfolk alleryderst mod Havkanten, og endnu vare deres Kaar saadanne, at deres daglige Liv maatte bestaa i Tarvelighed og Nøisomhed. Men hvad skede videre? Da Manden
