Side:Folkevennen 1858.djvu/202

Denne siden er ikke korrekturlest
198

Bibel-Sprog og andre høitidelige Sententser malede; men jeg fik ikke et Menneskes Ord at høre, saa heller ikke Spor til, at her havde været Mennesker paa lange Tider; thi selv Korn-Agre var der saa lidt af i denne Fjeld-Dal, at de ofte undgik Øiet; tvertimod saa jeg en Ting, som paa en Gaard i Gudbrandsdalen vilde have vidnet om, at den maatte have staaet øde i mange Aar: istedetfor nemlig at i Gudbrandsdalen Gaardspladsen eller Tunet mellem Husene formedelst den idelige Færdsel af Mennesker og Vogne og Dyr er saaledes optrakket, at der ikke er et grønt Blad at se, saa voxede Græsset her tæt og tykt lige ind til Husvæggen og Dør-Svillen. Det var, som om der endnu ikke var kommet Folk igjen i Dalen efter Sorte-Døden, og Husene med de alvorlige Indskrifter forekom mig som Grav-Mærker paa en Kirkegaard.

Nu, dette kunde jo kun være et Øiebliks Indtryk; jeg vidste jo, hvorledes det havde sig, at nemlig det meste Folk paa denne Aarets Tid opholdt sig paa Sætrene. Men de grønne Tun maatte fæste sig varigt i min Erindring.

Og dem var det, jeg strax saa igjen i des sydligste Præstegjæld i det egentlige Østerdalen, det før nævnte Elverum. Og netop naar man kommer fra Hedemarken, gjøre de et saare behageligt Indtryk. Det er, som naar man nys har opholdt sig i almindelige Huse og saa kommer ind i et særdeles fint, hvor Gulvene ere belagte med bløde, vakkre, rige Tepper: det østerdalske Tun er som et grønt Fløiels-Teppe, fint og blødt, endogsaa indvirket med Blomster.

Netop denne Gjenstand gjaldt ogsaa mit første Spørgsmaal, da jeg kom i Samtale med Folk. Var denne Forskjel mellem Hedemarken og Østerdalen fremkommen paa blot og bar naturlig Maade, derved at Jordbunden her kanske var saa gunstig for Græsvæxt? Eller var Tunet fredet med Omhu og Kunst? Og var Hensigten hermed blot den at kunne høste Græs ogsaa paa denne lille Plet, eller var der