regnes sammen med de førstnævnte Bygder; men her kan jeg ikke videre tage Hensyn til det.
Nu maa Betragtningen først holde sig til hin sydligere Hoved-Del af Østerdalen.
I ingen anden norsk Landsbygd har jeg seet saa mange Tegn og Mærker paa rask Udvikling i bymæssig Kultur eller udvortes Dannelse og Levemaade som i en temmelig talrig Klasse af velhavende Bonde-Familier her. For mine Læsere paa Søndmøre eller paa Jæderen skal je anføre et Par Exempler. Naar der holdes Gjæstebud i nogen af disse Familier, sidder man ikke længer sammenklemt paa en smal fast Bænk mellem Væggen og det gammeldags Planke-Bord, og man bruger ikke Tolle-Kniven eller Træ-Skeen for at tage til sig af Spike-Kjød og anden Stabburs-Kost; man sidder mageligt i Sophaer og paa stoppede Stole, og Anretningen er aldeles bymæssig, alt for mangfoldig til her at beskrives. Eller – saa blev det mig sagt – i den senere Tid er det tildels kommet i Brug at spise ved Buffet, som det kaldes med et fransk Ord; det er en Mode, som nok er kommen fra Paris, og hvorefter Gjæsterne ikke skulle sidde til Bords, men staa paa Gulvet og gaa fra og til og nyde lidt af hvert, af det, som man synes bedst om. – Søndmørs-Bonden skjærer og syr selv sine egne og sine Børns og Tjeneres Klæder, og paa Tønsæt staar endnu den gammeldags Skik med Lag, at Mandfolk-Skræddere sy Fruentimmer-Kjoler og Dyne-Vaar og saadanne Ting; men i Elverum hørte jeg endogsaa tale om, at Bonde-Døttre tildels faa sig sine Kjoler syede hjemme i Bygden efter Mode-Journalerne, det er: et Slags Stas-Aviser, som indeholde Tegninger og Beskrivelser over de nyeste Pynte-Moder i Paris.
Det er ikke min Mening at laste Folk for dette; thi det behøver ikke at være noget utilbørligt i sig selv. Me-
