paa en mere særskilt Aarsag, og det ved lægge Mærke til en ganske paafaldende Ting.
I det nævnte Strøg af Øster-Dalen er der to Bygder, som ikke have fuldt saa godt Lov for Renlighed. Den ene er egentlig kun en temmelig stor Grænd eller Fjerding, den saakaldte Hernes-Bygd i Elverum, og den anden er Rendalen. Men begge disse to Bygder adskille sig ogsaa fra de andre i et Stykke til. Med den første af dem har det sig saaledes: Den ligger adskilt fra og østenfor Elverums Hovedbygd, oppe mellem Aaserne, og naar man fra Glomen-Dalens ensformige sandige Enge og skovgrodde Moer kommer ind her, saa overraskes man ved Synet af det vakkre Landskab med Bakker og Smaadale og en Mangfoldighed af Løvtræer og Blomster, som savnes i Hoved-Dalen. Det er som et lidet Hedemarken, man finder igjen, som en frugtbar Ø midt i den uendelige østerdalske Bar-Skov. Selv den besynderlige Mængde af Smaasten, som sees blandede i den frugtbare sorte Agerjord, minder om Hedemarkens eiendommelige Jordbund. I Hernes-Bygden drives da ogsaa Agerdyrkningen med større Held og i videre Maal end i Hoved-Dalen.
I Rendalen er det ogsaa saa, at Jordbunden og maaske tillige Dalens Beliggenhed mellem høie Fjeld-Sider begunstiger Kornavlen fremfor i det øvrige Østerdalen, saa der gaar det Ord, at naar Kornet ikke fryser paa Hedemarken, saa fryser det heller ikke her.
Men paa begge disse Steder savnede jeg de østerdalske vakkre Tun.
Og dette bragte mig til at slutte saa: Hvor Jordbunden er frugtbar, leret og sort, der lægger Folket mere Vind paa Kornavl og arbeider og graver mere i den aabne Ager-Jord, og hver Fod, som gaar ind i Stuen, bærer noget med sig af den klæbrige Muld, som snart tørret til Støv og suger om og tilsmudser alt, hvad i Stuen
