er. I Sand-Bygderne derimod maa Folket mere færdes paa de renlige Enge; her har man heller ikke Korn nok til at føde Svin, og disse Dyr sees da ikke at rode paa Gaards-Pladsen; denne gaar det altsaa an at frede om, saa den danner en sammenhængende Græs-Vold; og hvad der endnu fra Ageren eller Veien maatte hænge ved den Fod, som over saadan Vold, den bedste Dørmatte, træder ind i Stuen, det er i Grunden kun Skuresand, fin og hvid.
Paa saadan Maade tænker jeg mig det gik til, at det ligesom af sig selv blev hvidere og penere og renere i Glomen-Dalens Græs-Bygder ind i Hedemarkens Korn-Bygder. Og nu et Skridt videre: Folket i hine Bygder blev vel selv opmærksomt paa dette Fortrin og fandt Behag deri og beflittede sig fra nu af paa at lade det blive mere og mere synbart. – I fordums Tid, da Tømmerhandelen endnu ikke havde naaet nogen Betydenhed og Forbindelsen med Christiania endnu ikke var kommen i Stand, da var vel Hedemarken det Sted, som Østerdalerne saa op til som den store Verden, kanske med Underdanighed og Misundelse; thi Hedemarkingen havde Korn at sælge og Østerdølen maatte kjøbe. Men saa var det fornøieligt at kunne sige ved sig selv: „Nei, paa Hedemarken er der dog saa sort og stygt i hver en Krog – bedre her hjemme lell“, og saa frededes det grønne Tun med Forkjærlighed, og Renlighedens huslige Dyd dyrkedes med dobbelt Flid. – Men saadan Spore manglede maaske til at drive Folket i Solør fremad paa samme Vis.
Gaa vi nu fra den sydlige over til den nordlige Del af Østerdalen, saa er det, som om vi komme op mellem et hel andet Folkefærd. Allerede i det første Præstegjæld, Tønsæt, finde vi Forskjellen i dens hele Størrelse og Udstrækning. Selv Sproget høres anderledes, og vi faa uvilkaarlig en Fornemmelse af, at Forskjellen vist strækker sig endnu længer ind, til Tankens Retning og Følelsens Art. I
