Her har jeg nu talt om Østerdalens to nordligste
Prætegjælde, Tønsæt og Tolgen. Nordenfor Tolgen komme
vi til Røros Præstegjæld. Dette hører til Throndhjems
Stift, altsaa ikke til Østerdalens Provsti eller Fogderi.
Men det hører dog til Glomens Vasdrag; her ligge Glomens
Kilder, og her dannes selve Elven. Og Røros
Almue hører aabenbart til det samme Folkefærd som i Tolgen
og Tønsæt; man gjenkjender de samme Eiendommeligheder i
Folkelivet baade her og der. Og Land-Sognets Art og
Væsen hersker ogsaa paa selve Bergstaden Røros („Pladsen“
eller „Gaden,“ som den kaldes).
Men netop her paa Bergstaden, hvor den ene Nabo-Kone lettere kan se ind til den anden, synes der formelig at herske Kappelyst med Hensyn til Renlighed. Her kan man ogsaa høre Historier om Koner, som saaledes have forelsket sig i sandskurede, polerede, hvide Borde og Vindues-Karmer og VæggeStokke, at de aldeles modsætte sig Mændenes Forslag om at lade Værelserne panele og male. En betydelig Del af Mændene ere Grube-Arbeidere, og ved Gruberne leve de fra Mandag til Fredag et Arbeids-Liv, som ligner Skorstens-Feierens i Sorthed. Men den til Skuring vante Kone veed at faa Manden hvid igjen, saasnart han om Fredagen kommer hjem, saa han er som fornyet, naar hun om Lørdagen slipper ham ud „paa Gaden.“
Men videre mod Nord fra Røros af bærer det bredt nedover, nedover fra Fjeldbygd til Dalbygd, nedover fra høi Grad af Renlighed og Pyntelighed til en Tilstand, som for Modsætningens Skyld maa kaldes Smudsighed og Uryddighed.
Det er det betydelige throndhjemske Bygdelag Guldalen, jeg mener, med de tre Præstegjælde Holtaalen, Støren og Melhus. Holtaalen har tre Sogne: Aalen, Holtaalen (Hovedsognet) og Singsaas. I Aalen er allerede Tilstanden i Husene mindre smuk end paa Røros; Holtaalen
