staar igjen noget tilbage for Aalen, og dette gjælder navnlig den nederste Grænd i Holtaalen; men endnu større og uheldigere viser Forskjellen sig i Singsaas. Og som Tilstanden er i dette sidste Sogn, saaledes holder den omtrent ved i de to Sogne af Størens Præstegjæld, som ligge i Hoveddalen, nemlig Størens Hovedsogn og Horrig Annex, dog saa, at det heller er noget ringere i det sidste Sogn. Og oprindelig har samme meget tarvelige Renligheds-Skik ogsaa hersket i det aller nederste eller yderste Præstegjæld Melhus med dets tre Sogne i Hoved-Dalen: Flaa, Melhus (Hovedsognet) og Leinstranden.
Denne Forskjel var jeg allerede forberedt paa at finde, da jeg havde hørt Tønsætingers og Rørosingers tildels spottende Fortællinger om Guldalingens Stel;[1]) af Præster og Læger baade i Fjeldbygden og i Dalbygden hørte jeg ogsaa Forskjellen omtale, og denne Dom fik jeg enstemmig stadfæstet af Almuesfolk selv nede i Guldalen; de vidste allesammen, at der paa Tønsæt og Røros virkelig er mere pynteligt end i deres egne Bygder, og de erkjendte det uden Undtagelse.
Støren har to Sogne til, nemlig Soknedalen og Budalen, begge beliggende i høiere Side-Dale; navnlig ligger Budalen meget høit, over Grændsen for Kornets aarvisse Væxt. I Soknedalen tror jeg, at Renligheden heller er lidt bedre end nede i Hoved-Dalen, og for Budalens
- ↑ En af disse Historier lod saa: En Tønsæts Bonde sad i en Guldals Stue og saa en Stund paa, hvorledes Konen hakkede Pølsemad; saa henvendte han dette Ord til hende: „Der er da renfærdigt Folk her i Guldalen og; de sope da Gulvet, før de hakke Pølsemaden“ – for hun hakkede med Øx paa Gulvet. – Denne Historie bør dog Tønsætingerne holde op at fornøie sig med; thi fra Gulvet vilde der ufeilbarlig komme Sand i Maden, og det have guldalske Tænder aldrig yndet mere end andre.
