Gaardens Bygninger ere oftest stillede sammen saaledes, at Fæhusene staa yderst, paa Bakkeheldet; men derved hindres den frie og ofte smukke Udsigt, som Folket skulde have fra Dagligstuen af. Og Gaardspladsen er ikke det venlige grønne Tun, som jeg var bleven vant med fra Østerdalen; den er en optrakket Plads, hvor Solen i Regnveir ofte er forfærdelig; og lige ved Siden af Hustrappen findes ganske almindelig en styg Dynge, som dannes af Feieskarn og Skyllevand fra Huset.
Den østerdalske Skik med særskilt Sommer- og Vinter-Bolig synes ikke at have været indført her. Den gamle Brug med Sneens Renhold var, at den en Gang for Aaret, nemlig til St. Hans-Tid, skulde vaskes eller skures „al igjennem,“ saaledes, at Tag og Vægge bleve medtagne. Nu tør det dog kaldes almindeligt, at foruden denne Storvask bliver Gulvet vasket til hver Langhelg.[1] I enkelte Huse vaskes det ogsaa noget hyppigere om Sommeren; En staar sig paa det, blev der yttret, – for naar der ikke gaar for lang Tid imellem, saa er Arbeidet mindre besværligt for hver Gang. En Kone, som dog ellers viste sig som en dygtig Husmoder, sagde mig alligevel, at hun vaskede Stuen al igjennem baade til St. Hans og til Jul, men at hun ellers ikke skurede Gulvet oftere. Det nyttede saa lidet, sagde hun; det var bedre at bruge Sopelimen des mere. Enkelte Mænd har jeg ogsaa hørt klage over den megen Skuring; de fandt, at Gulvet raadnede op derved. Det er dog mest ældre Mænd, som tale saa; yngre paastaa tvert-
- ↑ D. e. de tre store Høitider, Jul, Paaske, Pintse.
dog har en saare vigtig Indflydelse her. Det faar være nok at sige at Guldalen har vedligeholdt denne gamle Skik med Skorsten i Daglig-Stuen, men at her forresten er godt, ja tildels overflødigt Rum i Husene.
