Soknedalen, som egentlig er en Side-Dal til Guldalen, temmelig høit til Fjelds (Annex-Sogn til Størens Præstegjæld).
Først tænker jeg mig, at en Bondemand i et eller andet Erinde kommer ind i Stuen til en anden. Hvorledes træder han ind? Han letter ikke paa Huen, nikker ikke med Hovedet, rækker ikke Haanden til Hilsning, forandrer maaske ikke en Mine i sit Ansigt – ialfald ikke meget. Og nu kan det være, at Husbonden holder paa med at vride Vidier, at Konen sidder ved Rokken og Pigen staar og rører i Gryden; disse se vel strax op, saa de drage Kjendsel paa den Fremmede; men saa giver Bonden sig igjen i Færd med sine Vidier, og Konen bliver ved med sin Rok – for det Første. Ingen reiser sig for at gaa den Indtrædende imøde.
For Byfolk, som ikke ere kjendte med Lands-Skik, kan dette se ud, som om de gode Folk ikke havde mindste Tanke eller Begreb om Høflighed. Men Tingen er, at Landsfolk i dette Stykke have en anden Skik end Byfolk. Høflighed skal i de gammeldags Bygder ikke vises med legemlige Gebærder eller udvortes Tegn, men med Ord.
„God Dag,“[1] siger den Fremmede, naar han er kommen lidt frem paa Gulvet. Han vender sig nærmest mod Husbonden.
„Sign Gud,“[2] svarer denne.
„Sign Arbeid,“ hilser igjen den Fremmede.[3]
- ↑ Eller efter Omstændighederne: „God Morgen,“ „God Kveld.“
- ↑ Det udtales: „Sing Gu“ og hedder i enkelte Grænder „Gud sign.“
- ↑ Eller efter som Omstændigheden kan være: „Sign Maten,“ naar der spises, „Sign Kvil,“ hvis man ligger paa Sengen i Hviletiden mellem Arbeids-Økterne, „Sign Laget,“ hvis Folket sidder sammen uden nogen Beskjæftigelse, f. Ex. i Aftenskumringen.
